Mistrivsel i skolen kan vise sig på mange måder – nogle gange gennem tydelige reaktioner, andre gange i det stille. Når et barn ikke trives, kan det påvirke både læring, sociale relationer og barnets generelle glæde ved hverdagen. Og det er ikke altid, barnet selv kan sætte ord på, hvad der føles forkert – men det mærkes alligevel.
I dette blogindlæg ser vi på, hvordan mistrivsel kan komme til udtryk hos børn, hvilke signaler du som forælder eller anden vigtig voksen skal være opmærksom på – og hvordan du med nærvær, forståelse og enkle greb i hverdagen kan være med til at støtte barnet. Du får konkrete idéer til, hvordan du kan skabe mere ro, tryghed og balance i barnets skoleliv, så små forandringer kan føre til større trivsel over tid.
For mange børn er skolen et sted fyldt med leg, læring og fællesskab. Men for nogle børn bliver skolen med tiden forbundet med uro i kroppen, ondt i maven og en voksende modvilje mod at tage afsted om morgenen. Mistrivsel i skolen er desværre et stigende problem, som påvirker både børn og deres familier – og det kan være svært som forælder at vide, hvornår man skal reagere, og hvordan man bedst støtter sit barn.
Mistrivsel i skolen kan vise sig på mange måder. Nogle børn trækker sig, andre bliver vrede. Nogle får fysiske symptomer som mavepine eller hovedpine, mens andre helt nægter at gå i skole. Fælles for dem er, at de sender signaler om, at noget ikke føles rart eller trygt – og de signaler er vigtige at tage alvorligt. For bag adfærden gemmer sig ofte et overbelastet nervesystem, et barn i kamp- eller flugtberedskab og et stort behov for tryghed og forståelse.
Som certificeret børne-stressvejleder arbejder jeg med børn og unge, der har det svært – og med forældre, der står magtesløse og bekymrede på sidelinjen.
Jeg har udviklet BalanceKompasset, som er en helhedsorienteret tilgang til at forstå og støtte børn i mistrivsel. Det handler ikke om at „fikse‟ barnet, men om at forstå de bagvedliggende mekanismer og skabe forandring gennem relation, ro og genopbygning af tillid – både hjemme og i samarbejde med skolen.
I dette blogindlæg får du konkret viden, redskaber og perspektiver, der kan hjælpe dig med at forstå, hvad der foregår, når et barn mistrives i skolen – og hvad du som forælder kan gøre for at støtte dit barn bedst muligt. Målet er, at du går herfra med håb, viden og handlemuligheder.
Mistrivsel i skolen betyder helt enkelt, at et barn ikke har det godt – hverken med sig selv, med det sociale liv i klassen eller med selve det at gå i skole. Det kan være svært at sætte præcise ord på, fordi mistrivsel ikke ser ens ud hos alle børn. Nogle bliver stille og trækker sig, andre bliver udadreagerende og har svært ved at samarbejde. Nogle mister lysten til at lære, og andre får ondt i maven bare ved tanken om skolen.
Men fællesnævneren er: Barnet er i ubalance.
Mistrivsel handler ikke nødvendigvis om én konkret hændelse. Det kan være noget, der bygger sig op over tid – måske på grund af gentagne nederlag, socialt pres, uro i klassen, en følelse af ikke at passe ind, eller en følelse af ikke at blive set og forstået. Og nogle gange ved barnet ikke engang selv, hvorfor det føles svært – de mærker det bare i kroppen og reagerer med undgåelse, vrede eller opgivenhed.
Det er vigtigt at vide, at mistrivsel ikke handler om, at barnet er forkælet, umotiveret eller “bare skal tage sig sammen”. Mistrivsel er et signal. Det er barnets måde at vise, at noget er galt – og at nervesystemet er i alarmberedskab.
Når vi forstår mistrivsel som en reaktion frem for et problem, der skal løses hurtigt, åbner vi op for at møde barnet med nysgerrighed, ro og forståelse. Og netop det er første skridt mod at skabe forandring.
Læs også: Børn og mistrivsel: Sådan støtter du dit barn
Når et barn viser tegn på mistrivsel i skolen – uanset om det er med kroppen, følelserne eller adfærden – så er det vigtigt, at vi som voksne stopper op og lytter. Børn siger sjældent “jeg mistrives” med ord. De viser det i stedet. Måske med ondt i maven hver morgen. Måske med tårer, når de skal afsted. Eller med vrede, uro eller fuldstændig stilhed.
Og her er det afgørende: Børn bilder sig ikke noget ind. Deres oplevelse er ægte, også selvom vi som voksne måske ikke forstår den med det samme. Når et barn sender signaler, er det hjernens og kroppens måde at råbe op og sige: “Jeg har brug for hjælp.”
Hvis vi overhører de signaler eller tolker dem som “dårlig opførsel”, risikerer vi at efterlade barnet alene med sin uro og forvirring. Og jo længere tid barnet skal bære mistrivslen selv, jo mere forstærkes følelsen af at være forkert, svag eller “ikke god nok”.
Når vi i stedet møder barnets signaler med nysgerrighed og ro – og tør blive i uvisheden lidt, uden at presse på med løsninger – så viser vi barnet, at det ikke er alene. Det skaber tryghed og tillid. Og netop det er fundamentet for at kunne hjælpe barnet videre.
At tage børns signaler alvorligt er ikke at overreagere. Det er at tage ansvar. For når et barn ikke trives, har det brug for voksne, der tør se bag adfærden og hjælpe med at finde vej tilbage til ro og balance.
Som certificeret børne-stressvejleder møder jeg ofte forældre, der føler sig magtesløse. De har prøvet alt – snakket, skældt ud, trøstet, lavet belønningsskemaer – men intet ser ud til at virke. Og det er ikke fordi, de ikke gør deres bedste. Det er fordi barnet ikke har brug for flere krav. Det har brug for at blive forstået.
Min tilgang tager udgangspunkt i det bio-psyko-sociale perspektiv, hvor vi ser på barnet som en helhed: Hvad sker der i kroppen? Hvad fylder i tankerne? Og hvordan påvirker omgivelserne barnets trivsel? Når vi forstår disse sammenhænge, kan vi også begynde at støtte barnet på en måde, der giver mening – både for barnet og for familien.
Jeg har udviklet BalanceKompasset, som er en helhedsorienteret metode til at arbejde med børn i mistrivsel. Det handler ikke om at “fikse” barnet, men om at forstå, hvad der ligger bag adfærden – og skabe tryghed, struktur og mening, så nervesystemet får ro og barnet igen kan begynde at trives.
BalanceKompasset kombinerer viden om hjernens udvikling, stressfysiologi og psykologi med enkle, børnevenlige redskaber, som gør det lettere for både barn og voksen at navigere i det, der føles svært. Det er her, redskaber som Tankeskyerne og Kolibrien kommer i spil – metaforer, der gør det muligt at tale om svære følelser på en måde, som barnet kan forstå og spejle sig i.
Mit mål er altid at skabe et trygt rum, hvor både barnet og forældrene føler sig mødt, set og forstået – og hvor vi sammen kan finde vej ud af mistrivslen og tilbage til håb og balance.
Dette blogindlæg er skrevet til dig, der mærker, at noget ikke er, som det skal være. Måske er dit barn begyndt at ændre sig. Måske kæmper I hver morgen med at komme ud ad døren. Eller måske har du bare en mavefornemmelse af, at dit barn ikke trives i skolen – og du står med flere spørgsmål end svar.
Uanset hvor du er i processen, så er det her sted et pusterum. Et sted, hvor du ikke bliver mødt med løftede pegefingre eller hurtige løsninger – men med forståelse, viden og håb.
Mit håb er, at du efter at have læst med, står stærkere. Ikke fordi problemerne er forsvundet, men fordi du har fået viden og perspektiver, der giver dig retning. Du er ikke alene. Der er noget, du kan gøre. Og det starter med at se bag dit barns adfærd – og møde det med ro, nysgerrighed og kærlig forståelse.
Jeg er Sabrina Gadeberg, certificeret børne-stress- og angstvejleder, og jeg er specialiseret i at hjælpe børn og deres forældre, der har børn, som kæmper med angst og stress.
Med min ekspertise tilbyder jeg støtte og vejledning til at forstå og håndtere de udfordringer, som både børn og forældre står overfor. Jeg arbejder med effektive, forskningsbaserede metoder for at skabe tryghed, balance og trivsel i børns liv.
Det starter ofte i det små. Et “jeg har ondt i maven” en mandag morgen. Et barn, der pludselig ikke har lyst til at gå til fodbold længere. Eller en træthed, der bliver ved med at hænge i – selv efter en god nats søvn.
Som forælder kan det være svært at sætte fingeren på præcis, hvad der er galt. Du mærker bare, at dit barn forandrer sig. Og måske begynder du at spørge dig selv: “Er det her bare en fase – eller er der noget mere på spil?”
Mistrivsel i skolen kan snige sig ind uden at gøre stort væsen af sig i starten. Men for barnet føles det ofte som at gå rundt med en tung rygsæk, man ikke selv kan tage af. En uro i kroppen, som ikke forsvinder.
En følelse af ikke at høre til – eller ikke at kunne følge med. Og det er her, vi som voksne skal stoppe op og se nærmere på, hvad der egentlig gemmer sig bag adfærden.
I det her afsnit guider jeg dig til at forstå, hvad mistrivsel i skolen dækker over – og hvordan det kan komme til udtryk hos dit barn.
Du vil få viden om de signaler, som børn sender, når noget er svært. Ikke fordi de vil skabe problemer. Men fordi de har brug for hjælp til at finde balancen igen.
Lad os kigge nærmere på, hvad mistrivsel egentlig er – og hvad du skal være særligt opmærksom på.
Mistrivsel kan vise sig på mange måder – og ofte mere snigende, end man som forælder først lægger mærke til. Det er sjældent, at børn selv siger: “Jeg mistrives.” I stedet viser de det gennem deres adfærd, deres krop og deres følelsesliv. Nogle børn reagerer meget tydeligt, mens andre tilpasser sig og forsøger at skjule, hvordan de i virkeligheden har det.
Det er derfor vigtigt at kende de typiske tegn på mistrivsel, så du som forælder kan gribe ind i tide – og støtte dit barn, før det hele vokser sig større.
Det er ikke nødvendigvis ét tegn, der skal få alarmklokkerne til at ringe – ofte handler det om helheden og varigheden. Hvis du oplever, at dit barn forandrer sig over tid, og du kan genkende flere af de nævnte tegn, så er det vigtigt at tage det alvorligt. Du kender dit barn bedst – stol på din mavefornemmelse.
Mistrivsel er ikke et udtryk for svaghed. Det er et kald på hjælp.
Et barn i mistrivsel vil ofte forsøge at sige fra – ikke med ord, men med kroppen. Og det giver faktisk rigtig god mening. Når barnets nervesystem er i ubalance, og hjernen oplever pres, uro eller utryghed, så reagerer kroppen helt automatisk. Det er en biologisk reaktion, ikke noget barnet vælger.
Et af de mest almindelige tegn er mavepine. Mange børn, der mistrives i skolen, vågner med ondt i maven – især på hverdage. Det er ikke nødvendigvis tegn på sygdom, men på stress. Mavepine kan være barnets måde at udtrykke, at noget føles forkert eller overvældende.
Det samme gælder hovedpine. Et barn, der føler sig konstant på overarbejde mentalt eller følelsesmæssigt, kan få spændinger i kroppen og hovedpine som følge af det indre pres. Det er især udbredt hos børn, der forsøger at “klare den” og være dygtige, selvom de har det svært.
Et andet tydeligt signal er træthed. Ikke bare almindelig træthed efter en lang dag – men en gennemgribende udmattelse, hvor barnet virker drænet for energi og har svært ved at overskue selv små ting. Når kroppen og hjernen er på konstant overarbejde, tager det på energien, og barnet får ikke den nødvendige restitution – selvom det sover nok.
Disse fysiske symptomer skal altid tages alvorligt. De er ikke “bare noget psykisk” eller “et forsøg på at slippe”. De er signaler om, at barnet har brug for støtte, ro og forståelse. Når vi lytter til kroppen – og det, den prøver at fortælle – kan vi hjælpe barnet med at finde tilbage i balance igen.
Læs også: Stress symptomer hos børn: Sådan genkender du tegn
Når et barn mistrives i skolen, bliver følelserne ofte påvirket dybt. For nogle børn sætter det sig som en tunghed og tristhed, der er svær at ryste af sig. De mister glæden ved det, de før holdt af, bliver mere stille og trækker sig fra venner og fællesskaber. Den her nedtrykthed kan ligne en slags børneudgave af depression – og det gør ondt at se sit barn miste gnisten.
Andre børn reagerer med vredesudbrud, som kan komme pludseligt og voldsomt. Det kan virke som om, de eksploderer over småting – men i virkeligheden er det et udtryk for et indre kaos. Et barn, der er overbelastet, har sværere ved at regulere følelserne. Når frustration, uro og usikkerhed bygger sig op, kommer det nogle gange ud som vrede. Ikke fordi barnet er “uregerligt”, men fordi det ikke har mere kapacitet.
Angst er også en udbredt psykisk reaktion hos børn i mistrivsel. Det kan være generel uro i kroppen, tankemylder eller bekymringer, der kører i ring. Måske bliver barnet bange for at lave fejl, være alene, eller for at skulle i skole. Angst viser sig forskelligt – nogle børn bliver anspændte og bekymrede, andre græder meget eller bliver helt tavse.
Psykiske tegn på mistrivsel er ofte usynlige for omverdenen, men de fylder enormt for barnet. Når vi som voksne forstår, at disse reaktioner ikke er et valg, men et råb om hjælp, kan vi begynde at møde barnet med mere omsorg og færre krav. Og det er her, vejen til ro og bedring starter.
Når et barn mistrives i skolen, sætter det ofte sine tydeligste spor i adfærden. Og selvom det kan være frustrerende som forælder at stå midt i konflikter, fravær og modstand, er det vigtigt at huske: Barnets adfærd er ikke problemet – det er et signal om problemet.
Et af de mest markante tegn er fravær. Det starter måske med, at barnet en gang imellem ikke vil i skole. Så bliver det oftere. Til sidst føles det næsten umuligt at få barnet af sted om morgenen. For mange børn er fraværet ikke et spørgsmål om dovenskab – det er et udtryk for, at skolen opleves som et utrygt eller overvældende sted. Kroppen siger ganske enkelt “nej”.
Andre børn reagerer med konfliktsøgende adfærd. De havner måske ofte i skænderier, udfordrer regler eller har svært ved at samarbejde. Det kan være nemt at tænke, at barnet “bare laver ballade” – men i virkeligheden er det ofte et forsøg på at få kontrol i en verden, der føles kaotisk. Bag konflikten ligger der tit en følelse af ikke at blive forstået eller hørt.
En tredje måde, børn reagerer på, er med isolation. De trækker sig fra venner, aktiviteter og sociale sammenhænge. Måske sidder de alene i frikvarteret eller holder sig tæt på de voksne. Denne adfærd kan være et tegn på, at barnet føler sig forkert, udenfor eller ikke tør række ud. Det er en måde at beskytte sig selv på.
Uanset hvordan barnets adfærd ser ud, er det vigtigt at se bag reaktionen. Når vi ser adfærden som et udtryk for et indre behov – og ikke som dårlig opførsel – kan vi begynde at møde barnet med den støtte, det har brug for. Det er her, forandringen starter: Når vi ser med nye øjne.
Mange forældre fortæller mig, at de har spurgt og spurgt – men at barnet enten siger “jeg ved det ikke” eller trækker på skuldrene og bliver stille. Og det kan være enormt frustrerende og sårbart som forælder, for man vil så gerne hjælpe.
Men sandheden er, at mange børn slet ikke har ordene til at forklare det, de mærker. De føler det i kroppen – som uro, trykken for brystet, tårer uden forklaring – men de ved ikke, hvordan de skal sætte sprog på det. Og når barnet ikke kan forklare sig, føler det sig ofte endnu mere forkert og alene.
Når børn mistrives, reagerer de på vidt forskellige måder. Nogle råber højt og slår ud med armene. Andre gør præcis det modsatte: De lukker i. Som forælder kan det være hjerteskærende at opleve, for det føles som om, man mister forbindelsen til sit barn. Man stiller spørgsmål, men får kun korte svar. Man prøver at komme tættere på – men barnet trækker sig længere væk.
Men der er en grund til, at nogle børn lukker i. Det handler ikke om, at de ikke vil tale – det handler om, at de ikke kan.
Når et barn føler sig overvældet, utrygt eller presset, reagerer hjernen ved at gå i enten kamp, flugt eller frys. Og det sidste – frys – betyder ofte, at barnet lukker ned for kontakten. Det kan være en måde at beskytte sig selv på, fordi det, der foregår indeni, er for stort eller for svært at sætte ord på. Nogle børn har heller ikke sproget til at forklare deres følelser endnu – især ikke hvis de aldrig er blevet hjulpet til det før.
Det er vigtigt at vide, at stilhed også er et signal. Når barnet lukker i, er det ofte et tegn på, at det føler sig alene, overvældet eller misforstået. Og jo mere vi presser på for at få det til at tale, jo mere kan barnet føle sig fanget og trække sig yderligere.
I stedet for at kræve svar, kan vi vise barnet, at vi er der – stille og roligt. Vi kan skabe små, trygge øjeblikke uden krav, hvor barnet mærker, at det ikke er forkert eller alene. Det er i de øjeblikke, at barnet langsomt kan begynde at åbne sig igen.
Når et barn mistrives, er det ikke altid, ordene fortæller os det. Ofte er det alt det usagte, der viser os, hvordan barnet egentlig har det. Som forælder kan det være en stor opgave at skulle aflæse signaler, der ikke bliver sagt højt – men det er også her, vores nærvær og intuition bliver allervigtigst.
Det usagte viser sig i blikket, i kroppen, i stemningen. Et barn, der er ved at trække sig, kan virke fraværende eller “væk i blikket”. Det kan sidde længe og stirre ud ad vinduet, svare kortfattet eller helt undgå øjenkontakt. Måske trækker det sig fra de aktiviteter, det før holdt af – eller bliver hurtigt overvældet i situationer, der før var helt ukomplicerede.
Kroppen er ofte en tydelig vejviser. Er barnet anspændt? Har det svært ved at finde ro? Trækker det vejret hurtigt? Gemmer det sig fysisk – under dynen, bag håret, i sit værelse? Alt det kan være barnets måde at sige: “Jeg har det svært – men jeg ved ikke, hvordan jeg skal fortælle dig det.”
Det er i de øjeblikke, vi skal lytte med hele os. Ikke bare til det, der bliver sagt – men til det, der mærkes. Til stemningen i rummet, til energien i barnet, til forandringerne over tid.
Når vi bliver opmærksomme på det usagte, kan vi møde barnet med blødhed fremfor krav. Vi kan stille spørgsmål som: “Jeg kan godt mærke, der er noget, du ikke har lyst til at sige lige nu – og det er helt okay. Jeg er her, når du er klar.” Det giver barnet mulighed for at åbne sig, i sit eget tempo – uden pres, men med tryghed.
Jeg er her for at støtte jer. Som certificeret børne-stressvejleder hjælper jeg børn og forældre med at forstå og regulere svære følelser gennem konkrete, nænsomme redskaber. Min tilgang er helhedsorienteret og skaber ro, styrke og bedre trivsel – ét skridt ad gangen.
Det er en af de sværeste følelser som forælder: At kunne mærke, at ens barn ikke trives – og ikke vide, hvordan man skal hjælpe. Mange forældre fortæller mig, at de føler sig magtesløse, forvirrede og nogle gange også lidt skyldige. De har prøvet at tale med barnet, opmuntre, skubbe kærligt – og måske endda presse lidt i frustration – men uden den ønskede effekt. Og det er helt naturligt at stå dér og tænke: “Gør jeg noget forkert?”
Men lad mig sige det klart: Hvis du læser med her, er du allerede i gang med at gøre noget rigtigt. Du er nysgerrig. Du ønsker at forstå. Og du vil gerne støtte dit barn på en måde, der faktisk hjælper – ikke bare på overfladen, men i dybden.
I dette afsnit fortæller jeg, hvordan du som forælder kan være en tryg havn i en periode, hvor dit barn måske føler sig helt ude af kurs.
Vi ser på, hvordan du kan aflæse adfærden bag facaden, skabe mere ro derhjemme, føre samtaler der åbner op i stedet for at lukke ned – og ikke mindst, hvordan du kan styrke relationen til dit barn, også når ordene mangler. For du betyder mere, end du tror. Og du kan gøre en forskel, allerede i dag.
Når børn mistrives, kan adfærden komme til at fylde rigtig meget. Måske råber barnet af dig. Måske nægter det at tage tøj på om morgenen. Måske græder det uden synlig grund – eller virker helt ligeglad med alting. Og som forælder er det helt naturligt at blive frustreret eller ked af det, når man bliver mødt af modstand eller stilhed, dag efter dag.
Men her er det vigtigt at minde sig selv om: Adfærden er ikke problemet – det er barnets måde at vise, at noget er svært. Når et barn reagerer med vrede, uro, tavshed eller modstand, er det ofte fordi nervesystemet er på overarbejde. Adfærden bliver et råb om hjælp fra et barn, der ikke har ord – men som stadig forsøger at kommunikere.
Derfor er det hjælpsomt at skifte blikket fra: “Hvordan får jeg mit barn til at opføre sig anderledes?” til: “Hvad prøver mit barn at fortælle mig gennem sin adfærd?” Det kræver ro, tålmodighed og tillid. Og her spiller hjemmet en helt afgørende rolle.
Når barnet er presset i skolen – socialt, fagligt eller følelsesmæssigt – har det brug for, at hjemmet bliver et fristed. Et sted, hvor der ikke stilles for mange krav, og hvor barnet får lov at være præcis, som det er. Måske har du en indskydelse om, at du skal “holde fast i strukturen” eller presse barnet lidt – men det vigtigste først er ro og tryghed.
Det betyder ikke, at du skal give op. Tværtimod. Det handler om at sænke tempoet og signalere til barnet: “Herhjemme må du godt være træt. Her må du godt være ked af det. Du skal ikke præstere. Du må bare være.”
Skab rutiner, som barnet kan regne med – men uden unødig pres. Sørg for små pauser, skærmro, kærlige nærværsmomenter og tid til bare at være sammen. For når nervesystemet får ro, og barnet oplever, at det bliver mødt med forståelse og stabilitet, begynder der langsomt at komme plads til forandring. Ikke fordi vi presser det igennem – men fordi barnet føler sig trygt nok til at åbne op.
Når ens barn mistrives, vil man som forælder ofte gerne tale sig frem til en løsning. Vi stiller spørgsmål, forsøger at finde svar, og håber, at hvis bare barnet vil åbne op, så kan vi hjælpe. Men mange forældre oplever, at samtalen enten går i stå – eller aldrig rigtig kommer i gang.
Det er ikke, fordi barnet ikke vil dele. Det er fordi, det har brug for et trygt rum først. Et sted, hvor det ikke føler sig forkert, presset eller udspurgt, men hvor det mærker, at her må det være, præcis som det har det.
Den gode samtale handler derfor ikke om at få barnet til at “fortælle alt”. Den handler om at skabe de bedste forudsætninger for, at barnet har lyst til at åbne op – i sit eget tempo.
Jeg vil fortælle dig, hvordan du kan skabe det trygge rum, hvilke spørgsmål der åbner op frem for at lukke ned, og hvordan børnevenlige billeder og metaforer – som Tankeskyerne og Kolibrien – kan gøre det lettere for barnet at sætte ord på det, der ellers føles uoverskueligt.
Samtaler, der skaber forandring, starter ikke med krav – de starter med ro og forbindelse.
Før et barn kan åbne op og dele, hvordan det har det, skal det mærke, at det er trygt at gøre det. Og tryghed handler ikke kun om, hvor man sidder, eller hvilke ord man bruger – det handler om stemningen mellem jer. Det handler om at føle sig set, forstået og accepteret, præcis som man er.
Et trygt rum begynder med dig. Med din ro, din tilstedeværelse og din måde at være sammen med barnet på. Når du møder dit barn med en blød stemme, et roligt blik og uden krav om, at det skal sige noget bestemt, sender du et vigtigt signal: “Du behøver ikke være anderledes for at være elsket. Du må gerne have det svært – og jeg er her sammen med dig.”
Det trygge rum handler ikke om at få en “rigtig samtale” i gang. Det handler om at vise barnet, at det ikke er alene med det svære. Når barnet mærker den tryghed, vil ordene – og tilliden – ofte komme helt af sig selv, lidt efter lidt.
Når man som forælder prøver at forstå sit barns mistrivsel, falder det helt naturligt at stille spørgsmål: “Hvad er der galt?”, “Hvorfor har du ikke lyst til at gå i skole?”, “Er der nogen, der har gjort noget?” Men selv velmenende spørgsmål kan føles overvældende for et barn, der i forvejen er presset. Mange børn trækker sig endnu mere, hvis de føler, at de bliver afhørt eller skal finde svar, de ikke selv har adgang til endnu.
Derfor handler den gode samtale ikke kun om hvad vi spørger om, men hvordan vi spørger.
Nogle gange skal der faktisk slet ikke så mange ord til. Det vigtigste er, at barnet mærker, at dine spørgsmål kommer fra nysgerrighed og omsorg – ikke fra utålmodighed.
Her er nogle spørgsmål og formuleringer, der kan hjælpe barnet til at åbne op:
Små åbne sætninger uden pres kan gøre en stor forskel. Jo mere barnet oplever, at det bliver lyttet til uden at skulle præstere eller forsvare sig, jo større er sandsynligheden for, at det vil dele mere – med tiden.
Husk: Nogle børn åbner sig ikke med ord, men med handlinger, tegninger, leg eller stilhed. Det vigtigste er, at de ved, du er der – og at døren til samtalen altid står åben.
For mange børn – særligt dem, der mistrives – kan det være både svært og utrygt at skulle sætte præcise ord på deres følelser og tanker. De ved måske godt, at noget føles forkert, men ikke hvordan eller hvorfor. Her kan metaforer og billeder være en fantastisk hjælp til at skabe en bro mellem det indre følelsesliv og de ord, der mangler.
Metaforer taler direkte til barnets fantasi og oplevelsesverden. De gør det muligt at tale om svære emner på en måde, der føles mere tryg og mindre sårbar.
Et af de redskaber, jeg ofte bruger, er Tankeskyerne. Her hjælper jeg barnet med at forestille sig, at tanker er som skyer på himlen – de kan være tunge og mørke eller lette og lyse. Men vigtigst af alt: Tanker er ikke sandheder, og de kan drive forbi. Når et barn lærer at se sine tanker som noget midlertidigt og ikke som noget, der definerer dem, får det en følelse af lettelse og kontrol.
Et andet vigtigt symbol i min tilgang er Kolibrien. Den står for lethed, styrke og evnen til at navigere – selv når luften er tung. Kolibrien minder barnet om, at det indeholder ressourcer, selv når det ikke kan mærke dem. Den bliver en lille mental følgesvend, som barnet kan vende tilbage til, når det hele føles overvældende.
Du kan som forælder bruge dine egne metaforer eller tage udgangspunkt i noget, dit barn allerede kender og er tryg ved – fx dyr, farver, vejret eller figurer fra bøger. Det handler ikke om at sige det “rigtige”, men om at åbne for en samtale, hvor barnet får mulighed for at udtrykke sig på sin måde.
Når vi bruger billeder i stedet for krav om præcision, møder vi barnet der, hvor det er. Og det er netop der, forandring begynder.
Når et barn mistrives, bliver relationen til dig som forælder vigtigere end nogensinde før. Det er i jeres relation, barnet finder tryghed, regulering og følelsen af ikke at være alene. Men netop når mistrivslen fylder, kan det være svært at finde ind til hinanden – især hvis hverdagen er præget af konflikter, modstand eller tavshed.
Derfor er det så vigtigt at skabe rum for samvær, hvor der ikke er nogen krav. Ikke krav om at tale, præstere eller “være glad”. Bare roligt, nænsomt nærvær.
Nogle børn har så meget pres i kroppen, at selv de mindste forventninger føles som for meget. Når vi slipper kravene – og i stedet bare er sammen – giver vi barnet mulighed for at sænke paraderne og genopbygge tilliden. Det kan være så enkelt som at sidde sammen på sofaen med en bog, bage boller i stilhed eller tage en gåtur uden mål og mening.
Det er i de stille stunder, hvor der ikke er noget, barnet skal leve op til, at forbindelsen mellem jer kan begynde at styrkes igen. Du behøver ikke sige noget klogt. Du skal bare være til stede med varme og åbenhed.
Relationen er ikke noget, vi taler os til. Den skabes i gentagne oplevelser af: “Du er vigtig for mig – også når du ikke har det godt.”
Jo mere tryg relationen bliver, jo mere mod får barnet til at vise, hvem det er – også med de svære følelser. Og netop det er fundamentet for forandring og trivsel.
Når et barn mistrives, har det ofte brug for noget helt andet, end vi som voksne instinktivt forsøger at give. Vi vil gerne forstå, fixe og finde løsninger – men barnet har måske bare brug for at være tæt på, uden at skulle noget som helst.
At være sammen uden krav betyder, at I deler tid og nærvær, hvor barnet ikke behøver præstere, forklare sig eller tage stilling. Det er pauser fra verden, hvor barnet mærker: “Her må jeg bare være mig – også når jeg ikke har overskud.” Det er et lille åndehul i en hverdag, der måske føles tung.
Det vigtigste er ikke, hvad I laver – men hvordan I er sammen. Når du som voksen slipper behovet for at skabe “den gode samtale” eller opnå en konkret reaktion, skaber du plads. Og den plads er ofte det, barnet har allermest brug for.
For mange børn er det netop i fraværet af krav, at de begynder at nærme sig igen. Ikke fordi de bliver bedt om det – men fordi de mærker, at relationen er tryg nok til, at de tør.
Når hverdagen er præget af mistrivsel, kan det føles som om, alt handler om konflikter, bekymringer og det, der ikke fungerer. Mange forældre beskriver, at de mister følelsen af nærhed og kontakt med deres barn – og det gør ondt, fordi relationen til ens barn er noget af det allervigtigste, vi har.
Men du behøver ikke skabe store, planlagte øjeblikke for at styrke forbindelsen. Tværtimod. Det er ofte de små glimt i hverdagen, der gør den største forskel – når de kommer fra hjertet og er fri for krav.
Et øjebliks øjenkontakt, et smil, en hånd på skulderen, et “jeg er glad for, at du er her”. En fælles rutine, en hyggestund ved sengetid, en varm kop te, du har lavet til barnet uden at spørge. Det er ikke de store snakke, men de små tegn på: Jeg ser dig. Jeg holder af dig. Jeg er her.
De her små øjeblikke bliver som små lys i mørket. De er med til at styrke relationen stille og roligt – uden pres, men med nærvær. Og jo flere af dem, I oplever sammen, jo tryggere vil barnet føle sig i relationen til dig.
Du behøver ikke gøre det hele rigtigt. Du skal bare være vedholdende i det små. Forbindelse skabes ikke på én dag – men over tid, gennem gentagne erfaringer med, at du er der. Også når det er svært.
Når et barn mistrives i skolen, er det afgørende, at vi som forældre og skole arbejder sammen. Ingen kan løfte opgaven alene – hverken læreren, pædagogen eller dig som forælder. Men sammen kan vi skabe et fælles fundament, hvor barnet bliver mødt med forståelse, tryghed og den støtte, det har brug for.
Desværre oplever mange forældre, at det ikke altid er nemt at tage hul på dialogen med skolen. Måske føler man sig usikker på, hvordan man skal gribe det an. Måske er man bange for at blive opfattet som besværlig. Eller måske har man allerede forsøgt – uden at blive hørt.
I dette afsnit guider jeg dig til, hvordan du bedst kan gå i dialog med lærere og pædagoger, hvad du realistisk kan forvente af skolen, og hvordan du kan være dit barns talerør uden at overtage dets stemme. Vi ser også på, hvad du kan gøre, hvis samarbejdet ikke fungerer, og hvilke rettigheder du som forælder faktisk har.
Du skal ikke stå alene. Og du har mere indflydelse, end du måske tror.
Det kan føles som et stort skridt at tage kontakt til skolen, når man er bekymret for sit barns trivsel. Mange forældre venter længe, fordi de ikke vil overreagere eller være til besvær. Men det er vigtigt at huske, at du kender dit barn bedst – og når du mærker, at noget ikke er, som det skal være, så er det både rigtigt og nødvendigt at reagere.
Det bedste, du kan gøre, er at tage kontakt i en åben og samarbejdende tone. Send en mail eller giv et opkald til barnets klasselærer eller pædagog med et ønske om at tage en snak.
Du behøver ikke have alle svar – det vigtigste er at dele dine observationer og udtrykke din bekymring på en måde, der lægger op til dialog. Det kan fx lyde sådan: “Jeg oplever, at mit barn har det svært for tiden og viser nogle tegn på mistrivsel herhjemme. Jeg vil meget gerne høre, hvordan I oplever ham/hende i skolen.” Når vi møder skolen med nysgerrighed frem for kritik, er det lettere at få et godt samarbejde i gang.
Samtidig er det vigtigt at have realistiske forventninger. De fleste lærere og pædagoger vil gerne støtte og hjælpe, men de har også travle hverdage og mange hensyn at tage. Du kan forvente, at de lytter og tager dig alvorligt – men du skal ikke forvente hurtige løsninger eller, at de kan løfte det hele alene. Forandring tager tid, og skolen har ofte brug for at involvere andre fagpersoner undervejs.
I dialogen med skolen er det vigtigt, at du er dit barns stemme – uden at tage stemmen fra barnet. Du kan sætte ord på det, barnet har svært ved at sige, men samtidig give plads til, at barnet selv bliver hørt, hvis det er muligt. Måske er barnet ikke klar til at deltage i mødet, og så kan du i stedet formidle det, du har set og hørt derhjemme. Det vigtige er, at du stiller dig ved barnets side – ikke i vejen – og hjælper med at bygge bro mellem hjem og skole.
Et godt samarbejde med skolen starter ofte med netop det: én forælder, der tør række hånden ud og sige, “jeg vil gerne finde ud af det her – sammen med jer.”
De fleste forældre håber og forventer, at skolen vil tage deres bekymringer alvorligt – og heldigvis oplever mange netop det. Men der er også situationer, hvor samarbejdet ikke fungerer, som det burde. Måske føler du dig ikke hørt. Måske oplever du, at der bliver talt udenom, at dine observationer bliver afvist, eller at der ikke bliver fulgt op, som lovet. Og det kan føles både frustrerende og ensomt – især når du ved, at dit barn har brug for hjælp.
Det er vigtigt at vide, at du som forælder har rettigheder. Du har ret til at blive taget alvorligt, til at blive inddraget og til at få viden om, hvordan dit barn trives i skolen. Du har også ret til at bede om et tværfagligt møde, hvor der deltager fx en AKT-vejleder, skolepsykolog eller anden relevant fagperson. Hvis du oplever, at dine henvendelser ikke fører til handling, kan du altid tage kontakt til skolelederen og bede om et møde. Og hvis samarbejdet stadig ikke forbedres, kan du henvende dig til forvaltningen i kommunen.
Har du brug for at vende situationen med en neutral rådgiver først, kan du også kontakte ForældreTelefonen hos Børns Vilkår, hvor du anonymt kan få sparring, støtte og hjælp til, hvordan du bedst griber det an.
Det vigtigste er, at du ikke giver op, bare fordi det er svært. Du skal ikke være bange for at stå fast – venligt, men tydeligt. For når et barn mistrives, har det brug for voksne, der tør insistere på, at barnets behov bliver taget alvorligt. Det gør du ikke ved at råbe højt, men ved at blive ved med at spørge, søge dialog og dokumentere det, der ikke fungerer.
Du skal ikke stå alene i det her. Og hvis du har brug for støtte til at finde vej i systemet, er der også mulighed for at få hjælp fra fx PPR, en børne-stressvejleder eller en familievejleder. Nogle gange skal der lidt flere voksne omkring bordet, før barnet virkelig bliver set – og det er helt okay at tage det skridt.
Den vigtigste støtte, vi kan give vores børn: At hjælpe dem med at forstå deres følelser
Når børn mistrives, har de ikke brug for, at vi fikser det hele – men for at vi hjælper dem med at forstå, hvad der sker indeni. At give dem sprog, ro og redskaber til at håndtere deres følelser er noget af det mest værdifulde, vi kan give dem med i livet.
Sabrina Gadeberg
Mistrivsel i skolen ser ikke ens ud hos alle børn. Nogle viser det tydeligt med tårer, vrede eller skolefravær. Andre gemmer det bag et smil, tilpasser sig og forsøger at “holde facaden” – selv når det gør ondt indeni. Og selvom vi taler om mistrivsel som én samlet betegnelse, rummer det mange forskellige udtryk og årsager, som kræver hver sin forståelse og tilgang.
I dette afsnit fortæller jeg dig om de tre mest sårbare og komplekse former for mistrivsel: mobning, skolevægring og skoleangst. Fælles for dem er, at de ikke bare handler om “ikke at kunne lide skolen” – de handler om dyb utryghed og et nervesystem, der siger fra.
Du får viden om, hvordan du kan genkende de mere skjulte tegn, barnet måske ikke selv kan sætte ord på. Og du får konkrete råd til, hvad du som forælder kan gøre – både i hverdagen og i samarbejdet med skolen – for at støtte dit barn nænsomt og effektivt.
For når vi forstår hvorfor barnet reagerer, som det gør, bliver det også muligt at hjælpe det videre. Ét lille skridt ad gangen.
Mobning er en af de mest alvorlige og smertefulde årsager til mistrivsel i skolen. Det sætter sig dybt i barnets selvbillede og skaber en følelse af at være forkert, udenfor eller helt alene i verden. Og det kan ske, uden at vi voksne opdager det med det samme. Mange børn, der bliver mobbet, forsøger nemlig at skjule det – enten fordi de skammer sig, er bange for, hvad der sker, hvis de siger noget, eller fordi de føler, at det er deres egen skyld.
Derfor er det vigtigt, at vi som forældre er opmærksomme på de mere stille tegn. Måske trækker barnet sig fra legeaftaler og sociale aktiviteter. Måske bliver det mere indadvendt, følsomt eller vredt uden nogen tydelig grund. Måske udtrykker det, at “de andre ikke kan lide mig” eller “jeg er bare mærkelig”. Det kan også begynde at tvivle på sit eget værd, virke opgivende eller sige sætninger som “jeg gider ikke mere” eller “det er lige meget”.
Hvis du har mistanke om, at mobning kan være en del af dit barns mistrivsel, er det vigtigt at tage det alvorligt – også selvom barnet ikke kan eller vil sætte ord på det. Lyt med hjertet, og vis barnet, at du tror på det. Prøv at skabe tryghed og ro, hvor barnet tør dele lidt ad gangen. Undgå at presse – men gør det tydeligt, at det aldrig er barnets skyld, hvis det bliver mobbet.
Samtidig er det vigtigt at handle. Tag kontakt til skolen og bed om et møde, hvor du forklarer dine observationer. Skolen har pligt til at handle på enhver form for mobning – både fysisk, psykisk og digital. Du kan også bede om, at en AKT-vejleder eller anden fagperson bliver inddraget. Og husk: Du må gerne stille krav på dit barns vegne. Du må gerne sige: “Jeg forventer, at mit barn kan gå trygt i skole.”
Mobning kan give dybe sår, men med trygge voksne omkring sig og tydelig støtte kan barnet hele og genopbygge sin tro på sig selv. Og det starter med én voksen, der tør se det, andre måske overser.
Når et barn gang på gang nægter at tage i skole, kan det som forælder føles både frustrerende, sårbart og forvirrende. Måske har du prøvet med belønning, faste rutiner eller overtalelse – men intet ser ud til at virke. Og her er det vigtigt at forstå, at der er stor forskel på, når et barn ikke vil i skole – og når det ganske enkelt ikke kan.
Skolevægring er et fænomen, hvor barnet oplever så meget indre uro, angst eller stress forbundet med skolen, at kroppen og hjernen går i alarmberedskab. Det er ikke udtryk for dovenskab eller manglende vilje. Det er et tegn på, at barnet er overbelastet – og at nervesystemet forsøger at beskytte barnet mod noget, der opleves som for meget.
Forskningen peger på, at skolevægring ofte skyldes komplekse og sammensatte årsager. Det kan være fagligt pres, social usikkerhed, mobning, sensitivitet over for støj og uro, følelsen af ikke at kunne leve op til krav – eller en kombination af flere faktorer. I mange tilfælde er skolevægring en reaktion på længerevarende mistrivsel, der er blevet overset eller undervurderet.
Du kan læse mere om årsager og reaktioner hos Psykiatrifonden – som har samlet viden målrettet forældre og fagpersoner.
Som forælder kan det være svært at vide, hvordan man skal gribe det an. Men ét er sikkert: pres og tvang virker sjældent. Tværtimod kan det forværre barnets følelse af magtesløshed og isolation.
Det, barnet har brug for, er nænsom støtte og små, trygge skridt tilbage mod skolen. Det kan fx være at starte med at besøge skolen uden at skulle ind i klasselokalet, tage korte ophold i skolens SFO eller få lov til at være på skolen med en kendt voksen. Nogle børn har brug for at være hjemme i en periode, mens der arbejdes med tryghed, regulering og genopbygning af relationen til skolen.
Samtidig er det vigtigt at inddrage skolen og sikre en fælles plan. Det kan være nødvendigt at lave en individuel handleplan, hvor der sættes realistiske og fleksible mål. Her kan AKT-vejledere, skolepsykologer og PPR spille en vigtig rolle – og du som forælder må gerne bede om, at de bliver inddraget.
Skolevægring skal ikke håndteres med “nu tager du dig sammen”. Det skal mødes med forståelse, viden og et tværfagligt samarbejde, hvor barnet bliver mødt som den, det er – og ikke som den, vi ønsker, det var. For først når barnet føler sig trygt, kan det begynde at bevæge sig tilbage mod fællesskabet.
Angst er en helt naturlig følelse, som alle børn oplever i perioder. Men når angsten bliver så overvældende, at den begynder at styre barnets hverdag, trivsel og mulighed for at deltage i skolelivet, er der tale om noget mere end almindelig uro. For nogle børn sætter angsten sig særligt i relation til skolen – og her taler man om skoleangst.
Skoleangst er ikke en diagnose i sig selv, men et udtryk for, at barnet oplever en stærk og vedvarende angst i forbindelse med skolen. Det kan handle om mange ting: frygt for at lave fejl, angst for at blive vurderet, for at skulle tale foran andre, være alene i frikvarteret, blive væk fra hjemmet eller for ikke at kunne overskue dagens indhold. Nogle børn er bange for at blive syge eller at der sker noget med mor eller far, mens de er i skole. Andre føler bare, at det hele er for meget – uden at kunne forklare hvorfor.
Tegn på skoleangst kan være gentagne fysiske symptomer som mavepine og kvalme, undgåelsesadfærd, søvnproblemer og stærk modstand mod at tage i skole. Barnet virker måske mere irritabelt, ked af det eller stille end normalt – og ofte ses skoleangst i forlængelse af eller som en del af skolevægring.
Det er vigtigt at møde skoleangst med forståelse frem for krav. Angsten er ikke noget, barnet vælger – det er en overlevelsesreaktion fra hjernen. Hvis barnet presses til at „tage sig sammen„, kan det forstærke følelsen af at være forkert og alene.
Som forælder er det vigtigt at skabe ro og tryghed i hjemmet og at vise barnet, at dets oplevelse tages alvorligt. Samtidig er det afgørende at få skolen med ind i et samarbejde. Her kan det være en god idé at inddrage professionelle som PPR, psykolog eller børne-stressvejleder, som kan hjælpe med at forstå barnets reaktion og tilrettelægge et individuelt støttende forløb.
Så hvornår skal man søge professionel hjælp? Det skal man, når angsten begynder at påvirke barnets daglige liv i en grad, hvor det ikke længere er muligt at deltage i skole, sociale aktiviteter eller få hverdagen til at hænge sammen. Jo tidligere der sættes ind med støtte, jo større er chancen for, at angsten ikke bider sig fast og bliver en hæmmende faktor i barnets liv.
Skoleangst er ikke en identitet – det er en reaktion. Og med den rette hjælp og forståelse kan barnet langsomt finde ro og tryghed igen.
For nogle børn er mistrivslen mere end bare en svær periode. Den har fået lov til at vokse sig så stor, at den begynder at fylde hele barnets hverdag – og hele familiens liv.
Måske har I prøvet forskellige strategier. Talt med skolen. Givet det tid. Men intet ser ud til at virke. Barnet trækker sig mere og mere. Kroppen siger fra. Livsglæden falmer. Og du står tilbage med en voksende bekymring og en følelse af at være alene i det hele.
Det er her, hvor det er vigtigt at vide: Du behøver ikke stå alene. Og det er ikke et nederlag at række ud efter hjælp – tværtimod. Det kan være det mest kærlige og ansvarlige, du kan gøre for dit barn.
I dette afsnit ser vi på, hvornår mistrivsel er så alvorlig, at det er tid til at inddrage professionelle. Du får indsigt i typiske tegn på alvorlig belastning, og vi gennemgår, hvordan du kan finde den rette støtte – f.eks. en børne-stressvejleder eller andre fagpersoner, der kan hjælpe jer videre. Du får også et indblik i, hvordan jeg selv arbejder med børn og familier gennem BalanceKompasset og konkrete, børnevenlige redskaber som Kolibrien og Tankeskyerne.
Der er håb – også selvom det hele føles tungt lige nu.
Det er helt naturligt som forælder at håbe, at tingene vender af sig selv. At barnet “bare har en svær periode”, og at lidt ro og tid vil være nok. Men nogle gange er det ikke bare en fase.
Nogle gange har mistrivslen fået så godt fat, at barnet ikke selv kan finde ud igen – og her er det vigtigt at reagere i tide.
Men hvordan ved man, hvornår det er tid til at søge hjælp? Der findes ikke én skabelon, men der er tegn, du kan være særligt opmærksom på.
Det betyder ikke, at barnet er “sygt” eller “forkert”. Det betyder, at det har brug for støtte – og at du som forælder ikke skal bære det hele alene. Det er et ansvar, der med god grund må deles.
At søge hjælp udefra kan være at kontakte skolens PPR (Pædagogisk Psykologisk Rådgivning), en psykolog, en børnepsykiatrisk vurdering eller en specialiseret fagperson som en børne-stressvejleder.
Det vigtigste er, at du finder nogen, der ser dit barn i et helhedsorienteret perspektiv – og som møder det med ro, respekt og viden om, hvordan belastninger påvirker børns trivsel og udvikling.
Du kan starte med at tale med skolen og bede dem hjælpe med at formidle kontakt til relevante fagpersoner. Du kan også selv tage direkte kontakt til en børne-stressvejleder eller anden terapeut, hvis du oplever, at systemet ikke handler hurtigt nok. Nogle gange er det nødvendigt at gå forrest – og det er du den helt rigtige til.
At søge hjælp er ikke et tegn på, at du har fejlet som forælder. Det er et tegn på, at du tager dit barns signaler alvorligt – og handler i tide.
Når et barn mistrives, har det brug for voksne, der ser bag adfærden og forstår, hvad der ligger under overfladen. Som certificeret børne-stressvejleder arbejder jeg netop med at hjælpe børn og unge, der oplever overbelastning, uro, skolevægring, angst, nedtrykthed og andre former for mistrivsel. Og ikke mindst med at støtte forældre, der står midt i det hele og kæmper for at forstå og hjælpe deres barn.
Min tilgang tager udgangspunkt i det bio-psyko-sociale perspektiv, hvor vi ser på barnet som en helhed: Hvad sker der i kroppen? Hvad foregår i tankerne? Og hvordan spiller omgivelserne – skole, hjem, relationer – ind i det hele? Jeg arbejder med afsæt i viden om nervesystemets reaktioner, hjernens udvikling og barnets behov for tryghed, regulering og relation.
Gennem BalanceKompasset, som er min egen metode, hjælper jeg børn og familier med at finde tilbage til ro og stabilitet. Det sker gennem samtaler, observation, konkrete redskaber og en nænsom, relationel tilgang. Jeg bruger blandt andet børnevenlige metaforer som Kolibrien, der symboliserer lethed, styrke og evnen til at navigere – selv når alting føles kaotisk. Og Tankeskyerne, som hjælper barnet med at forstå, at tanker ikke altid er virkelighed – og at de kan drive forbi igen.
Et forløb kan se forskelligt ud afhængigt af barnets behov. Nogle børn har brug for trygge samtaler med mig i rolige rammer. Andre har brug for, at vi starter med forældrene og skaber mere ro og støtte derhjemme først. Mange forløb involverer også samarbejde med skole, SFO eller andre relevante voksne omkring barnet.
Målet er ikke at presse barnet til at “blive sig selv igen” – men at skabe trygge rammer, hvor barnet stille og roligt kan begynde at finde fodfæste, forstå sig selv bedre og genopbygge sin trivsel.
Når du rækker ud til en børne-stressvejleder, får du ikke en hurtig løsning. Du får et menneske, der går ved siden af jer, skaber ro, og hjælper jer med at finde vej – i jeres tempo og med respekt for hele familiens situation.
Når ens barn mistrives, kan det føles som om hele verden snævrer sig ind. Hverdagen bliver fyldt med bekymringer, usikkerhed og en konstant søgen efter svar. Måske spørger du dig selv, hvad du har gjort forkert. Om du har overset noget. Om du burde have handlet anderledes. Og måske føler du dig mere og mere alene i noget, der er svært at sætte ord på – også over for andre.
Men lad mig sige det klart og tydeligt: Du er ikke alene. Og det er ikke din skyld.
At være forælder til et barn i mistrivsel er en af de mest belastende og følelsesmæssigt krævende opgaver, man kan stå i. For det handler ikke kun om at hjælpe – det handler om at stå i det svære hver eneste dag, mens man forsøger at bevare roen, overblikket og relationen. Det er hårdt. Og det kræver mere, end nogen burde stå med alene.
I dette afsnit vil jeg minde dig om noget vigtigt: Du gør det godt. Du gør det bedste, du kan – og det er mere end nok. Du får viden og perspektiver, der kan give dig ro og styrke midt i alt det uforudsigelige. Vi ser på, hvordan du kan slippe skyldfølelsen, finde håb igen og skabe små forandringer i hverdagen, der giver både dig og dit barn mere luft.
Der er ikke én rigtig måde at være forælder på i mistrivsel. Men der er altid nye veje at gå – og håb at finde. Og det begynder med, at du bliver mindet om, at du ikke er forkert. Du er vigtig. Og du er ikke alene i det her.
Lad os tage en uforpligtende snak: Kontakt mig
Når et barn ikke trives, er det helt almindeligt – og meget menneskeligt – at begynde at lede efter fejl hos sig selv. “Har jeg været for hård? For blød? Har jeg overset noget? Er det mig, der har skabt det her?”
Tankerne kan køre i ring, og skyldfølelsen kan vokse sig stor og tung. Men sandheden er, at mistrivsel sjældent skyldes én enkelt ting – og endnu sjældnere én enkelt person.
At være forælder i mistrivsel er hårdt. Det kræver styrke at stå midt i det, dag efter dag, uden at vide præcis, hvad der virker. Det kræver tålmodighed, når energien er lav og bekymringerne mange. Og det kræver kærlighed – den kærlighed, som du allerede viser ved, at du læser med her.
Du gør dit bedste. Og dit bedste er ikke at fikse alt på én gang. Det er at være der. At blive ved med at forsøge, selv når det er svært. At være villig til at forstå og støtte dit barn – også når du ikke selv har alle svarene. Og det gør en forskel. Hver eneste dag.
Det er også helt okay at række ud og bede om hjælp. Det er ikke et tegn på svaghed, men på ansvar. Nogle ting kan vi ikke stå med alene, og det skal vi heller ikke. Når du giver dig selv lov til at få støtte – fra professionelle, familie, netværk – viser du også dit barn, at det er helt normalt at søge hjælp, når noget er svært.
Du er ikke alene. Du er ikke forkert. Og du behøver ikke være perfekt. Du er lige præcis den forælder, dit barn har brug for – med alt, hvad du er, og alt det, du allerede gør.
Når mistrivsel fylder i familien, er det nemt at miste fodfæstet. Stemningen derhjemme kan blive præget af uro, usikkerhed og afmagt – og det føles måske som om, alt drejer sig om det, der ikke fungerer. Men selv midt i det svære, er der noget vigtigt at holde fast i: Der er håb. Og der er noget, du kan gøre.
Små ændringer i hverdagen kan have stor betydning. Ikke fordi de løser alt med det samme – men fordi de skaber plads til ro og nærvær. Et skridt kunne være at indføre en fast “pause” i løbet af dagen, hvor der ikke er krav, skærme eller forventninger – bare tid sammen. Et andet kunne være at tage fem minutter hver aften til at tjekke ind med hinanden og spørge: “Hvordan har du haft det i dag?” – uden at skulle finde løsninger.
Du behøver ikke vende hele hverdagen på hovedet. Tværtimod. Når vi fokuserer på det, der allerede virker – de små glimt af kontakt, grin, eller en rolig morgen uden konflikt – så begynder håbet stille og roligt at vokse igen. Det handler ikke om at gøre alting perfekt. Det handler om at skabe flere af de øjeblikke, hvor I som familie kan trække vejret og mærke, at I er på samme hold.
Når barnet mærker ro og håb i dig, smitter det. Ikke fordi du skal være urørlig – men fordi din ro viser barnet, at det ikke er alene. At selvom noget er svært lige nu, så kan det godt blive lettere igen.
Og det kan det. Ét lille skridt ad gangen.
Mistrivsel i skolen kan rejse mange spørgsmål – især når du som forælder står midt i det og bare ønsker at gøre det rigtige for dit barn. Du er ikke alene om at føle dig usikker, frustreret eller i tvivl om, hvad mistrivsel egentlig er, hvordan det ser ud, og hvad du konkret kan gøre.
Derfor har jeg samlet en række af de spørgsmål, jeg oftest bliver stillet som børne-stressvejleder. Her finder du korte og klare svar, der kan give dig overblik, håb og inspiration til næste skridt. Alle svar tager udgangspunkt i praksis og faglig viden, og de er skrevet i et sprog, du kan spejle dig i – uanset hvor du og dit barn er lige nu.
Brug afsnittet som et opslagsværk, eller læs den fra ende til anden. Måske finder du lige præcis det svar, der skaber en lille smule mere ro i maven.
Mistrivsel i skolen betyder, at et barn ikke har det godt – hverken fagligt, socialt eller følelsesmæssigt. Det kan vise sig gennem kropslige symptomer som mavepine eller hovedpine, ændret adfærd som skolefravær eller vrede, eller følelsesmæssige tegn som tristhed, uro og angst. Mistrivsel er altid et signal om, at noget ikke føles trygt eller meningsfuldt for barnet.
Start med at lytte og observere – uden at presse barnet. Tag kontakt til skolen i en åben og samarbejdende tone, og del dine observationer. Hvis barnet ikke bliver mødt med den nødvendige støtte, kan det være relevant at søge hjælp fra en fagperson som en børne-stressvejleder, psykolog eller PPR. Du gør allerede noget vigtigt, når du tager barnets signaler alvorligt.
Mistrivsel kan komme til udtryk på mange måder: fysiske symptomer (mavepine, træthed), følelsesmæssige reaktioner (angst, nedtrykthed), eller adfærdsændringer (fravær, konflikter, isolation). Det er ikke altid barnet selv kan sætte ord på, men du kan ofte se det i blikket, energien, søvnen eller lysten til at være social.
Det vigtigste er at forstå, hvorfor barnet ikke vil i skole. Ofte er det ikke et spørgsmål om vilje, men om at barnet ikke kan. Start med at skabe ro derhjemme og vis, at du forstår, at det er svært. Samarbejd med skolen om en nænsom, fleksibel plan og søg gerne hjælp fra fagpersoner, der har erfaring med skolevægring.
Mistrivsel er en bred betegnelse for, at et barn ikke har det godt i skolen. Skolevægring er en specifik og ofte alvorlig reaktion, hvor barnet ikke er i stand til at komme i skole – typisk på grund af angst, overbelastning eller manglende tryghed. Skolevægring kræver særlig opmærksomhed og ofte professionel støtte.
Søg hjælp, hvis dit barns mistrivsel varer ved over tid og påvirker skolegang, humør, søvn, sociale relationer eller energiniveau. Hvis du mærker, at dit barn trækker sig mere og mere – eller reagerer med stor uro, tristhed eller modstand – er det tegn på, at der er brug for støtte. Du behøver ikke vente, til det bliver “alvorligt nok”.
Ja. Børn kan sagtens blive stressede – især hvis de oplever gentagne nederlag, pres, uro, følelsen af ikke at passe ind eller manglende tryghed. Stress hos børn viser sig ofte som mavepine, søvnproblemer, humørsvingninger, nedsat energi og skolevægring. Stress er kroppens signal om, at noget er for meget – og det skal vi tage alvorligt.
Du kan læse mere om stress og belastning hos børn på Sundhedsstyrelsens side om børns mentale sundhed, hvor du finder faglig viden målrettet både forældre og professionelle.
En børne-stressvejleder er en fagperson med særlig viden om, hvordan stress og belastninger påvirker børns nervesystem, udvikling og trivsel. En børne-stressvejleder arbejder helhedsorienteret med både barnet og familien – med fokus på regulering, relationer og konkrete redskaber, der skaber ro og balance i barnets liv. Jeg arbejder bl.a. med BalanceKompasset, Tankeskyer og Kolibrien som trygge og virkningsfulde værktøjer.
Små skridt i den rigtige retning er stadig fremskridt
Når vi som voksne tør møde barnet med ro, nærvær og tålmodighed, skaber vi plads til forandring. Trivsel starter ikke med store løsninger – men med små øjeblikke af forbindelse, igen og igen.
Sabrina Gadeberg
Hvis du har læst med helt hertil, så skal du vide én ting: Det betyder noget. Det betyder, at du tager dit barns trivsel alvorligt. At du er villig til at forstå, lytte og handle – også selvom det er svært og føles uoverskueligt nogle dage. Og det gør en forskel.
Mistrivsel i skolen er komplekst og fyldt med nuancer. Der findes sjældent hurtige løsninger. Men der findes veje – og det første skridt er altid at se barnet med nye øjne og begynde at handle ud fra forståelse frem for frustration.
I dette afsluttende afsnit samler jeg de vigtigste pointer fra indlægget og giver dig konkrete bud på, hvordan du kan komme videre – både sammen med dit barn og som forælder, der også skal passe på sig selv i processen.
Du finder også en åben invitation, hvis du ønsker sparring, støtte eller samtale. Du er ikke alene – og I kan komme videre herfra. Ét skridt ad gangen.
Mistrivsel i skolen kan vise sig på mange forskellige måder – både fysisk, psykisk og adfærdsmæssigt. Det er ikke altid tydeligt, hvad der er galt, men som forælder er din mavefornemmelse ofte det bedste kompas. Når du ser ændringer i dit barns energi, humør eller skoleglæde, er det vigtigt at stoppe op og lytte bag adfærden.
Mistrivsel er ikke et udtryk for, at dit barn er forkert – det er et signal om, at noget er for meget. Og adfærden er ikke problemet i sig selv, men et sprog, der fortæller, hvordan barnet har det indeni.
Du kan som forælder gøre en stor forskel – ikke ved at løse det hele, men ved at være der, skabe tryghed, aflæse det usagte og invitere barnet til ro og kontakt. Små ændringer i hverdagen, en tryg samtale uden krav og et stærkt samarbejde med skolen kan være første skridt mod bedring.
Og husk: Du må gerne bede om hjælp. Når mistrivslen bliver for omfattende, er det både trygt og rigtigt at inddrage professionelle – fx en børne-stressvejleder – som kan støtte jer i processen.
Når et barn mistrives, påvirker det hele familien. Og som forælder kan det være svært at finde vej frem, når man står midt i det svære. Måske har du allerede forsøgt meget. Måske er du træt. Måske føler du, at intet virker. Og alligevel er du her – og det betyder mere, end du tror.
At komme videre handler ikke om at “fikse” dit barn eller finde den hurtige løsning. Det handler om at tage små, kærlige skridt i en ny retning. Måske starter det med, at du giver mere plads til pauser. At du sætter ord på dét, barnet ikke selv kan sige. Eller at du begynder at tale med skolen med nyt mod. Det kan også være, at du tager det svære skridt og beder om hjælp udefra – ikke fordi du ikke kan selv, men fordi du ikke skal stå alene.
Det er også vigtigt at huske dig selv. Dit barns trivsel hænger tæt sammen med din. Når du passer på dig selv – med søvn, støtte, omsorg og måske et pusterum i ny og næ – styrker du din egen evne til at være der for dit barn. Du må godt være træt. Du må godt være i tvivl. Og du må godt tage dig af dig selv, mens du tager dig af dit barn.
Vejen frem kan være langsom, ujævn og fuld af nye spørgsmål. Men du går den ikke alene. Du går den som en forælder, der er vedholdende, kærlig og nysgerrig. Og det er det, dit barn har allermest brug for.
Hvis du sidder med en følelse af genkendelse efter at have læst dette indlæg – eller måske bare en stille tanke om, at “det her giver mening” – så vil jeg gerne sige: du er hjerteligt velkommen til at tage kontakt.
Jeg ved, hvor sårbart det kan være at række ud. Men jeg ved også, hvor meget det kan betyde at få nogen at tale med, som ser det hele lidt udefra – men med hjertet med.
Som certificeret børne-stressvejleder har jeg specialiseret mig i at støtte børn og forældre, der står midt i mistrivsel, skolevægring, angst og usynlige belastninger. Samtalerne foregår i børnevenlige rammer med ro og tryghed i centrum – og altid med respekt for jeres tempo.
Du er velkommen til at kontakte mig uforpligtende, hvis du vil høre mere om, hvordan et forløb kan se ud, eller hvis du bare har brug for at vende din situation med én, der lytter. Nogle gange starter forandringen med én samtale. Ét møde. Én voksen, der ser det, andre overser.
Du og dit barn fortjener at have det godt. Og jeg står klar til at hjælpe jer på vej.
Fasanvænget 2
6710 Esbjerg
Danmark
© 2025 alle rettigheder forebeholdes
