Angst hos børn er mere udbredt, end mange tror – og samtidig en af de mest oversete årsager til mistrivsel. Når børn oplever angst, viser det sig ofte på måder, som kan være svære at forstå, fordi de ikke altid selv kan sætte ord på det, de mærker. Det kan komme til udtryk gennem kroppen, adfærden eller i barnets relationer – og bliver let misforstået som generthed, trods eller dovenskab.
I dette blogindlæg får du indblik i, hvordan angst kan vise sig hos børn, hvilke signaler du skal være særligt opmærksom på, og hvordan du som forælder, lærer eller pædagog kan møde barnet med forståelse og støtte. Jeg deler viden, konkrete eksempler og brugbare redskaber, der kan hjælpe barnet til at føle sig set, trygt og bedre rustet til at håndtere de følelser, der ellers kan virke overvældende.
Angst er noget, vi alle kender. Det er kroppens naturlige alarmsystem, og det hjælper os med at passe på os selv. For børn kan det for eksempel være at mærke uro i maven, når de skal sige farvel i børnehaven, eller føle sig lidt nervøse før en fremlæggelse i skolen. Det er helt normalt – og faktisk en vigtig del af det at være menneske.
Men nogle gange bliver angsten mere end bare en kortvarig reaktion. Den begynder at fylde mere og mere. Barnet trækker sig måske fra legeaftaler, tør ikke række hånden op, eller klamrer sig til mor og far på en måde, der ikke føles alderssvarende. Som forælder kan man stå med en følelse af afmagt, når ens barn ikke trives – men ikke helt ved hvorfor.
I mit arbejde som børne-stressvejleder møder jeg mange familier, hvor angsten sniger sig ind som en stille gæst. Den kommer ikke altid med store armbevægelser – men den sætter sig som uro i kroppen, tankemylder, søvnproblemer eller modstand mod hverdagsaktiviteter. Det kan være svært at sætte ord på, både for barnet og for de voksne omkring.
I dette afsnit ser vi på, hvad angst egentlig er hos børn – og hvordan man som voksen kan begynde at forstå, hvad der sker bag de reaktioner, man måske ellers har tolket som generthed, stædighed eller dårlig opførsel.
Jeg vil også give dig et overblik over de mest almindelige former for angst hos børn og forklare, hvordan de kan vise sig i barnets liv.
Målet er, at du som læser får en mere klar fornemmelse af, hvornår angsten bliver en hæmsko – og hvordan du kan begynde at handle på det.
Det er helt normalt, at børn bliver bange af og til. Mange er f.eks. bange for mørke, høje lyde eller nye situationer. Den slags frygt har en vigtig funktion – den hjælper barnet med at forstå og navigere i verden.
Når frygten har en tydelig årsag og aftager, efterhånden som barnet bliver trygt, er det en sund og naturlig del af udviklingen.
Men hos nogle børn begynder frygten at fylde mere, end den skal. Den kommer ikke bare – den bliver. Og den begynder at styre barnets valg og adfærd.
Måske:
Her taler vi ikke længere om almindelig frygt – men om angst.
Frygt er som regel forbundet med noget konkret og forbigående. Angst er mere diffus og kan opstå uden synlig grund. Den sætter sig som en indre uro, der ikke bare forsvinder igen. Det er ikke noget, barnet finder på – det føles virkeligt, og det kan begrænse barnets evne til at deltage i det, det ellers gerne vil.
Et eksempel:
Et barn, der ikke kan lide at få vand i øjnene til svømning, har en helt almindelig frygt. Men hvis barnet hver mandag får ondt i maven, græder hele vejen i skole og nægter at deltage i idræt – fordi det kunne involvere vand – så er frygten blevet til noget større.
Så er det ikke længere en reaktion – det er blevet en hæmsko.
Og det er dér, vi som voksne skal træde til. Ikke med krav, men med nysgerrighed og støtte. For når vi ser bag barnets adfærd, åbner vi en dør til forståelse – og til at hjælpe barnet videre, ét trygt skridt ad gangen.
Når et barn reagerer med angst, handler det ikke kun om tanker og følelser – det handler også om kroppen. Angsten bor nemlig i nervesystemet. Når barnet føler sig utrygt, aktiveres kroppens alarmsystem automatisk. Det er en urgammel reaktion, som vi alle har med os, og som har hjulpet mennesker med at overleve i tusindvis af år. Det kaldes “kæmp, flygt eller frys”-reaktionen, hvilket du kan læse mere om hos Anxiety Canada og KidsHealth New Zealand.
Når barnet for eksempel skal til en fødselsdag og mærker, at kroppen begynder at spænde op, hjertet banker hurtigere, og tankerne suser rundt – så er det kroppens måde at forsøge at beskytte barnet på. Nervesystemet har registreret noget som farligt, også selvom der måske ikke er nogen reel fare. Det føles ægte, og kroppen handler derefter, hvilket Nemours KidsHealth forklarer indgående.
For nogle børn bliver dette alarmsystem overaktivt. Det reagerer på situationer, der ikke burde udløse en så stærk respons – som en helt almindelig skoledag, en telefonsamtale eller at skulle tage bussen alene. Barnet kan ikke bare “tage sig sammen” eller “slappe af”, fordi kroppen allerede er gået i alarmberedskab. Det er som at sidde fast med speederen i bund – uden at kunne bremse, hvilket PX Docs beskriver som et nervesystem, der er “stuck in fight or flight”.
I mit arbejde forklarer jeg det ofte sådan her til børn: “Det er som om din hjerne tror, der er en tiger i rummet, selvom der bare er en matematikprøve.” Når vi forstår, at angst også er noget kroppen gør, bliver det lettere at møde barnet med ro og omsorg i stedet for frustration.
For barnet har brug for hjælp til at regulere sit nervesystem – ikke irettesættelse for noget, det ikke selv styrer. Anxiety Canada anbefaler derfor, at man møder barnet med forståelse og støtte frem for krav om at “tage sig sammen”.
Hvis du vil vide mere om, hvordan angst aktiverer kroppens alarmsystem, og hvordan du kan hjælpe dit barn, kan du se denne korte forklarende video om “fight, flight, freeze”-reaktionen.
Angst kan komme til udtryk på mange forskellige måder. Nogle børn bliver stille og indadvendte. Andre bliver vrede, urolige eller helt undvigende. Det gør det ikke altid let at gennemskue, hvad barnet egentlig reagerer på. Derfor er det en hjælp at kende de mest almindelige former for angst hos børn – så vi som voksne bedre kan forstå, hvad der ligger bag barnets adfærd.
Denne form for angst opstår, når barnet bliver meget utrygt ved at være adskilt fra sine forældre eller andre nære omsorgspersoner. Det kan give sig til udtryk som gråd ved aflevering, klamren, søvnproblemer eller fysisk ubehag, når barnet skal afsted. Det er almindeligt i de tidlige år – men hvis det bliver ved, kan det være en hæmsko i barnets sociale og skoleliv.
Social angst handler om frygten for at blive vurderet, grinet af eller ikke være god nok i andres øjne. Barnet undgår måske at række hånden op, tale højt i klassen, deltage i lege eller tage til fødselsdage. Det handler sjældent om, at barnet ikke vil – men om at det ikke tør. Social angst bliver ofte misforstået som generthed, men forskellen er, at det hæmmer barnet i det, det egentlig har lyst til.
Her fylder bekymringer det meste af barnets tankeunivers. Barnet kan være bange for, at noget går galt – både for sig selv og for dem, det holder af. Det kan være alt fra “Hvad hvis mor får en ulykke?” til “Hvad hvis jeg kommer for sent?”. Tankerne kører i ring og gør det svært at slappe af. Denne type angst er mere diffus, men kan fylde rigtig meget i hverdagen.
Fobier er intense og ofte uforholdsmæssige angstreaktioner på noget bestemt – fx hunde, højder, mørke eller nåle. Barnet vil gøre alt for at undgå det, der udløser angsten, og kan reagere meget voldsomt, selv ved tanken. Det kan føre til konflikter og uforståenhed, hvis ikke omgivelserne forstår, at barnets reaktion er styret af frygt – ikke af vilje.
Panikangst er voldsomme angstanfald, der kommer pludseligt og uden varsel. Barnet kan opleve, at det ikke kan få vejret, at hjertet banker, eller at det føler sig ved at miste kontrollen. Anfaldene kan virke dramatiske, og både barnet og forældrene kan blive meget skræmte. Det kan føre til, at barnet begynder at frygte selve angsten – og dermed trækker sig fra situationer, der kunne udløse et anfald.
Denne form for angst viser sig som gentagne tanker og ritualer, barnet føler, det skal udføre for at undgå noget dårligt. Det kan være at vaske hænder igen og igen, tælle bestemte ting, eller tjekke døre og vinduer. Bag handlingerne ligger en stor indre uro – og barnet føler sig styret af tankerne, selvom det ofte godt ved, at de ikke giver mening.
Når vi som voksne forstår de forskellige former for angst, bliver det lettere at få øje på det, der foregår bag barnets reaktioner. Det betyder ikke, at vi skal putte børn i kasser – men at vi får et sprog og en forståelse, der gør os i stand til at støtte dem bedre.
Jeg er Sabrina Gadeberg, certificeret børne-stress- og angstvejleder, og jeg er specialiseret i at hjælpe børn og deres forældre, der har børn, som kæmper med angst og stress.
Med min ekspertise tilbyder jeg støtte og vejledning til at forstå og håndtere de udfordringer, som både børn og forældre står overfor. Jeg arbejder med effektive, forskningsbaserede metoder for at skabe tryghed, balance og trivsel i børns liv.
Når et barn har angst, viser det sig sjældent kun på én måde. Nogle børn siger direkte, at de er bange. Andre gør det ikke – måske fordi de ikke selv forstår, hvad der sker indeni dem.
I stedet sætter angsten sig i kroppen, i tankerne eller i adfærden. Nogle børn klager over ondt i maven eller hovedpine. Andre bliver vrede, trækker sig, græder meget – eller nægter at gøre ting, som tidligere ikke var et problem.
Som voksen kan det være svært at finde hoved og hale i det hele. Og det er netop det, der kan gøre angst så svær at opdage: Den klæder sig ud som noget andet. Den ligner generthed, dovenskab, trods eller måske endda sygdom. Men når vi kigger bag adfærden og ser på sammenhængene, begynder mønstret ofte at tegne sig tydeligere.
I dette afsnit får du et samlet overblik over, hvordan angst kan vise sig hos børn. Jeg deler de signaler, jeg selv ser igen og igen i mit arbejde – og som mange forældre bagefter siger, de ønskede, de havde kendt til tidligere. Målet er ikke, at du skal blive ekspert i symptomer, men at du får øje på, hvad du med god grund kan være nysgerrig på. Når vi ved, hvad vi skal lægge mærke til, bliver det nemmere at møde barnet på en måde, der gør en forskel.
Mange børn med angst mærker det først i kroppen. De siger måske ikke, at de er bange eller urolige, men i stedet: “Jeg har ondt i maven”, “Jeg har kvalme” eller “Jeg føler mig svimmel.”
Nogle klager over hovedpine, får pludselig meget lidt appetit eller har svært ved at sove. For nogle viser det sig som rysten i kroppen, uro i benene eller hjertebanken. Kroppen prøver ganske enkelt at fortælle, at noget føles forkert – men barnet har måske ikke ordene til at forklare, hvad det er.
Det er vigtigt at forstå, at barnet ikke gør det for at “slippe udenom” eller få opmærksomhed. Det oplever helt reelt, at kroppen føles mærkelig eller ubehagelig. Når nervesystemet går i alarmberedskab, som vi tidligere har talt om, reagerer kroppen, som om der er fare på færde – også selvom der ikke er nogen tydelig trussel. Det føles utrygt, og kroppen forsøger at passe på.
Mange børn tror, at der er noget fysisk galt med dem – og det gør det hele endnu sværere. Forældre ender ofte i et langt forløb med lægebesøg, undersøgelser og usikkerhed, før det går op for nogen, at barnet faktisk kæmper med angst.
Det betyder ikke, at symptomerne er “indbildte”. Det betyder, at kroppen og sindet hænger sammen – og at vi skal tage barnets signaler alvorligt.
Når vi voksne begynder at forstå kroppens rolle i angst, kan vi møde barnet med større ro og tryghed. Det handler ikke om at forklare barnet, at “der ikke er noget i vejen”, men om at hjælpe det med at forstå, hvad kroppen prøver at sige – og finde måder at skabe ro på, så kroppen ikke længere behøver råbe så højt.
Når et barn har angst, er det ikke kun kroppen, der reagerer – det gør tankerne og følelserne også. Mange børn med angst har et indre liv, der føles som en storm. Tankerne vælter rundt og skaber bekymringer, der kan være svære at slippe af med. Det kan handle om alt fra “Hvad hvis jeg bliver til grin?” til “Hvad hvis der sker noget med mor, mens jeg er i skole?” Tankerne føles sande og vigtige – og de kører ofte i ring, igen og igen.
For barnet føles det som om, der hele tiden er noget, det skal være på vagt overfor. Det bliver svært at finde ro, fordi hjernen hele tiden sender advarsler. Nogle børn fortæller, at de føler sig forkerte eller dumme. Andre har en indre stemme, der konstant kritiserer dem. Tankerne kan være hårde og nådesløse – og det tærer på selvværdet. Langsomt begynder barnet at tro, at det faktisk er forkert, dumt eller svagt. Og det er en tung byrde at bære som barn.
Læs også mit blogindlæg: Angst hos børn: Hvordan du opdager de tidlige tegn
Katastrofetanker er også meget almindelige. Det er de tanker, der hopper direkte til det værst tænkelige: “Hvis jeg går til den fødselsdag, bliver jeg sikkert syg og kaster op foran alle.” Eller: “Hvis jeg ikke afleverer min opgave perfekt, bliver læreren sur, og jeg bliver smidt ud af skolen.” For voksne kan det virke ulogisk, men for barnet er det fuldstændig virkeligt.
Det vigtigste her er, at barnet ikke selv vælger at tænke sådan. Tankerne føles som sandheder – og de påvirker hele barnets følelse af, hvem det er, og hvad det kan.
Når vi som voksne forstår, at tankerne er en del af angsten – og ikke hele barnet – kan vi begynde at hjælpe barnet med at få afstand til dem. Vi kan støtte det i at se, at tanker bare er tanker. Og at det er muligt at få styr på stormen, lidt efter lidt.
Når børn har svært ved at sætte ord på, hvad de føler indeni, kommer følelserne ofte til udtryk gennem deres adfærd. Og det er netop derfor, mange angstreaktioner bliver misforstået. For angst viser sig sjældent med ordene “jeg er bange”. Den viser sig i stedet i undvigelse, pludselige vredesudbrud, tilbagetrækning eller en overdreven afhængighed af voksne.
Et barn, der gang på gang nægter at tage med til fodbold, kan i virkeligheden være bange for at fejle foran de andre. En pige, der hver morgen råber og nægter at tage tøj på, kan være overvældet af uro ved tanken om skoledagen. En dreng, der ikke vil sove alene, kan opleve ægte angst, når mørket falder på. Og et barn, der aldrig vil slippe sin forælder, reagerer måske på en indre oplevelse af usikkerhed og uforudsigelighed.
Den slags adfærd bliver let tolket som stædighed, trods eller “forkælethed”. Men ofte er det barnets måde at råbe “hjælp” på – uden at bruge ord. Det er et spejl på den uro, barnet mærker indeni. En måde at forsøge at få kontrol over noget, der føles uoverskueligt.
Når vi som voksne skifter perspektiv fra “hvad er det, barnet laver?” til “hvad fortæller barnet mig?”, åbner der sig et helt andet rum.
Et rum, hvor vi ikke forsøger at rette adfærden, men i stedet prøver at forstå, hvad der ligger bag. For adfærden er ikke problemet – den er et signal. Og når vi forstår signalet, kan vi begynde at støtte barnet dér, hvor det virkelig har brug for os.
Angst viser sig ikke ens hos alle børn. Hvordan den kommer til udtryk, hænger tæt sammen med barnets alder og udviklingstrin. Det, der ser ud som “bare lidt utryghed” hos en fireårig, kan være starten på et mønster, der forstærkes, hvis det ikke bliver mødt tidligt og nænsomt. Omvendt kan en 14-årig have lært at skjule sin angst bag vrede, tavshed eller perfektionisme – og derfor blive overset.
Hos de mindste børn – typisk 4 til 6 år – ses angst ofte som separationsangst, frygt for mørke, høje lyde eller fantasifigurer. De kan reagere med gråd, krammen, søvnproblemer eller nægte at blive afleveret. De har svært ved at sætte ord på deres følelser, så kroppen og adfærden fortæller historien.
I indskolingen – ca. 6 til 9 år – begynder mange børn at udvise tegn på præstationsangst eller social usikkerhed. De kan have svært ved at være med i nye sammenhænge, blive kede af det uden en “synlig grund”, få ondt i maven før skolen eller have behov for konstant forsikring. De begynder at kunne sætte lidt flere ord på – men har stadig brug for voksne, der hjælper med at oversætte følelser til forståelige sammenhænge.
Mellemtrinnet – fra 9 til 12 år – er en tid, hvor tankemylder og bekymringer ofte vokser. Børn i denne alder har typisk mere selvbevidsthed, og derfor kan social angst og selvkritik fylde meget. Det er også her, vi begynder at se flere børn trække sig socialt, blive mere stille i klassen eller udvikle tydelige undgåelsesstrategier.
I teenageårene – fra 13 til 16 år – bliver angsten ofte mere kompleks. Den kan blande sig med forventningspres, præstationsangst og følelser af ikke at slå til. Mange unge skjuler deres angst – eller forsøger at kontrollere den gennem perfektionisme, undgåelse eller tilpasning. De kan virke “voksne” udadtil, men føle sig helt alene indeni.
Når vi som voksne forstår, hvordan angst kan komme til udtryk i forskellige aldre, bliver det lettere at se signalerne – og reagere med omsorg i stedet for irritation eller bekymring. For det handler ikke om at finde den hurtige løsning, men om at forstå barnets udvikling og møde det, hvor det er. Du kan læse mere om aldersspecifikke tegn på angst hos børn og unge hos NHS.
For nogle børn er det at skulle være sammen med andre ikke bare lidt ubehageligt – det er direkte overvældende. De kan få ondt i maven bare ved tanken om at skulle sige noget i timen, deltage i en fødselsdag eller gå ind i et rum, hvor de ikke kender alle. Social angst handler ikke om ikke at ville – det handler om ikke at turde. Og det kan fylde så meget, at det spænder ben for helt almindelige oplevelser, som barnet egentlig gerne vil være en del af.
I mit arbejde ser jeg mange børn, der bliver misforstået som generte, stille eller lidt “mærkelige”. Men bag den adfærd gemmer der sig ofte et barn, der kæmper en stille kamp. En kamp for ikke at blive set, vurderet eller gjort til grin. Det er en form for angst, der kan være svær at opdage – fordi barnet ikke nødvendigvis reagerer med modstand eller kaos, men med tilbagetrækning og selvbeskyttelse.
Social angst er en af de mest oversete angstformer hos børn, men også en af dem, der i høj grad påvirker barnets trivsel og selvfølelse. I dette afsnit ser vi nærmere på, hvad social angst er, hvordan den kan vise sig i hverdagen, og hvordan man som voksen kan kende forskel på almindelig generthed og reel angst. Vi ser også på, hvordan følelsen af skam og ensomhed kan snige sig ind – og hvorfor det er så vigtigt, at vi ikke bare ser barnet, men også forstår, hvorfor det reagerer, som det gør.
Social angst er ikke bare generthed. Det er en vedvarende og overvældende frygt for at blive set, vurderet eller gjort til grin i sociale sammenhænge. Det handler om meget mere end bare at være lidt tilbageholdende – det er en angst, der kan fylde hele barnets indre og få det til at føle sig forkert, alene og udenfor.
Et barn med social angst kan bruge al sin energi på at forsøge at undgå at blive bemærket. Det tør måske ikke sige sit navn højt i rundkredsen, selvom det egentlig kender svaret. Det går måske på toilettet lige før det skal fremlægge, eller forsøger at undgå gruppearbejde, legeaftaler eller fritidsaktiviteter. For barnet handler det ikke om dovenskab eller ligegyldighed – det handler om en dyb, indre usikkerhed og frygt for at blive afsløret som “ikke god nok”.
Forestil dig en dreng i 3. klasse, der bliver fysisk dårlig, hver gang der skal holdes oplæg i klassen. Ikke fordi han ikke har øvet sig, men fordi han forestiller sig, at alle vil grine, hvis han stammer, siger noget forkert eller rødmer. For ham er tanken om at være i centrum ikke bare ubehagelig – den er uudholdelig.
Social angst rammer ofte stille børn. De larmer ikke. De skaber ikke problemer. Derfor bliver de nemt overset. Men indeni foregår der ofte en konstant alarmtilstand. Og jo længere barnet går alene med det, desto mere bliver angsten en del af barnets måde at være i verden på. Det er derfor, det er så vigtigt, at vi som voksne får øje på tegnene – og tør tage dem alvorligt.
Social angst er ikke noget, der kun opstår i store, særlige situationer. Den lever i hverdagen – i klasselokalet, i frikvarteret, på fritidsholdet og til børnefødselsdagen. Og den viser sig på mange forskellige måder, som det kan være let at overse eller misforstå, hvis man ikke ved, hvad man skal kigge efter.
Nogle børn bliver meget stille. De forsøger at “gøre sig usynlige” og undgår alt, hvad der kræver, at de tager ordet eller bliver lagt mærke til. De rækker ikke hånden op – ikke fordi de ikke kender svaret, men fordi de ikke tør tage opmærksomhed. De undgår gruppearbejde eller går med til det, men siger ikke noget. I frikvartererne kan de virke alene eller holdt lidt udenfor, men de opsøger heller ikke de andre – det føles for sårbart.
Andre børn reagerer mere kropsligt. De får kvalme om morgenen, vil ikke i skole, får ondt i maven ved tanken om en forestående begivenhed, eller får rysteture før de skal holde oplæg. Nogle begynder at sove dårligt op til sociale arrangementer, får uro i kroppen eller spiser meget lidt i skolen, fordi de føler sig “set”.
Psykisk fylder tankerne meget. “De andre synes, jeg er dum.” “Jeg siger sikkert noget forkert.” “Alle kigger, når jeg gør noget.” Tankerne bliver til sandheder for barnet og skaber en mur af usikkerhed. Det er ikke altid, barnet siger det højt – men det handler og reagerer ud fra de forestillinger, som angsten fodrer det med.
Mange børn med social angst forsøger at undgå de situationer, der udløser ubehaget. De kan komme med undskyldninger for ikke at skulle med til fødselsdage, fritidsaktiviteter eller skoleudflugter. Forældrene oplever måske, at barnet bliver mere afhængigt, søger tryghed og har brug for meget støtte i helt almindelige situationer.
Når vi ser de mønstre – og tør spørge, hvad der kan ligge bag – åbner vi for en forståelse, der ikke handler om at “tage sig sammen”, men om at barnet har brug for støtte til at føle sig tryg nok til at være sig selv sammen med andre. Social angst er ikke barnets valg. Det er et signal om, at noget føles for svært lige nu – og at det har brug for os voksne til at vise, at det ikke står alene.
Det er helt normalt, at nogle børn er mere stille end andre. Nogle har brug for tid til at finde sig til rette i nye sammenhænge, og det er ikke i sig selv noget problem. Generthed er en del af barnets personlighed og udvikling – og for mange børn handler det bare om at skulle varme op, før de føler sig trygge. Men hvornår går det fra at være sund tilbageholdenhed til at være noget, der hæmmer barnet? Hvornår er det ikke længere generthed, men angst?
Et genert barn kan godt trække sig lidt i starten – men det tør som regel godt være med, når det bliver trygt. Det kan grine, snakke med få udvalgte og nyde samvær, selvom det ikke opsøger opmærksomheden. Generthed går ofte over med tiden, når barnet oplever gode sociale erfaringer og mærker, at det bliver mødt på en tryg måde.
Angst, derimod, bliver ofte mere fastlåst. Det handler ikke kun om at være stille, men om en indre oplevelse af, at det er farligt at være synlig. Et barn med social angst føler, at der er noget galt med det, og det undgår aktivt situationer, hvor det kan blive vurderet eller set. Det handler ikke bare om at være “ikke så social” – det handler om en indre uro, der begrænser barnets liv.
Et eksempel: Et generet barn kan måske godt tage til fødselsdag, men vil helst sidde tæt ved mor og kigger måske lidt an i starten. Et barn med social angst vil måske græde i timerne op til, nægte at tage med – eller gå med, men blive syg af nervøsitet. Det er forskellen.
Når generthed bliver til undgåelse, kropslige reaktioner, søvnproblemer eller lavt selvværd, er det tid til at stoppe op og spørge: “Hvad prøver barnet at fortælle?” For det handler ikke om at presse barnet ud af genertheden – men om at støtte det med tryghed, så det tør tage små skridt i eget tempo. Vi skal ikke fjerne forskelligheder, men vi skal tage det alvorligt, når tilbageholdenheden spærrer for barnets livsglæde.
Et barn med social angst bærer ofte rundt på en følelse af ikke at høre til. Det føler sig anderledes, forkert og alene – også når det er sammen med andre. Over tid kan det føre til en indre skam, som sætter sig dybt. Barnet begynder måske at tro, at det er noget galt med det, fordi det ikke kan det samme som de andre. “Hvorfor tør jeg ikke det, de andre tør?” “Hvorfor er jeg sådan her?” Den slags tanker kan vokse stille – men de sætter spor.
Når et barn gentagne gange undgår sociale situationer, kommer det let til at stå udenfor. Ikke nødvendigvis fordi andre børn holder det ude, men fordi angsten gør det svært at tage del. Og jo mindre barnet deltager, jo mere forstærkes følelsen af at være udenfor. Det bliver en ond cirkel: “Jeg tør ikke være med → jeg er aldrig med → jeg passer ikke ind.” Til sidst bliver det ikke bare angsten, men også ensomheden og selvopfattelsen, der spænder ben.
Jeg har mødt mange børn, der inderst inde længes efter fællesskab, men som ikke tør tage skridtet. De føler sig usynlige – og samtidig frygter de at blive set. Det er et enormt paradoks, og det slider på barnets selvværd. Når barnet føler, at det ikke er “godt nok” som det er, bliver det endnu sværere at række ud og tage kontakt.
Derfor er det så vigtigt, at vi reagerer – også selvom barnet ikke råber højt. Vi skal ikke vente, til det bliver tydeligt. Vi skal turde stille de stille spørgsmål.
For bag stilheden, tilbagetrækningen eller det stive smil gemmer der sig ofte et barn, der har brug for at vide, at det ikke er forkert. At det ikke er alene. At det er okay at være præcis, som det er – og at vi voksne står klar til at gå vejen sammen med det, ét lille skridt ad gangen.
Nøglen til børns trivsel: At skabe trygge rammer, hvor de kan være sig selv – også når det svære fylder
Når børn mærker, at de bliver mødt med accept frem for pres, lærer de, at de ikke er forkerte. De lærer, at de er værd at forstå, og at svære følelser godt kan rummes og reguleres.
Sabrina Gadeberg
Når vi taler om angst hos børn, kan det nogle gange føles abstrakt – især hvis barnet ikke selv sætter ord på det, der sker indeni. Derfor er det hjælpsomt at se, hvordan angst kan udspille sig i helt almindelige hverdagssituationer. Ikke for at sætte børn i kasser, men for at give dig som forælder, lærer eller fagperson noget at spejle dig i.
De tre cases her er fiktive, men baseret på mønstre, jeg møder igen og igen i mit arbejde som børne-stressvejleder. De viser, hvordan angst kan se meget forskellig ud – afhængig af barnets alder, personlighed og situation. Du vil møde Ida, som kæmper med separationsangst, Noah, som har social angst, og Emma, der er fanget i præstationspres og aldrig føler, hun er god nok.
Fælles for dem er, at de har brug for voksne, der tør se bag adfærden og møde dem med nysgerrighed, ro og støtte. Og når det sker – når barnet bliver mødt i stedet for rettet – kan selv små skridt skabe store forandringer.
Måske genkender du noget fra dit eget barn, en elev i din klasse eller en situation, du selv har stået i.
Mit ønske er, at du her får en fornemmelse af, hvordan angst ikke bare er noget, vi læser om – det er noget, børn lever med hver dag. Men det er også noget, vi sammen kan hjælpe dem med at leve godt med.
Hver morgen starter ens for Idas mor. Allerede under morgenmaden begynder Ida at stille spørgsmål: “Skal jeg i børnehave i dag?” “Kan du ikke blive der lidt længere?”
Da de nærmer sig institutionen, bliver hendes stemme lavere. Hun holder mor i hånden lidt hårdere. Og i det øjeblik døren til stuen åbnes, bryder Ida sammen. Hun klamrer sig til sin mor, græder og nægter at give slip.
Pædagogerne forsøger at tage imod hende, men hun skriger, panisk. For moren føles det, som om hun skal vælge mellem at svigte sit barn – eller aldrig komme ud ad døren.
Det, Ida oplever, er ikke “bare lidt svært at sige farvel”. Det er separationsangst – en intens og overvældende frygt for at blive adskilt fra den, man er allermest tryg ved.
For Ida føles det ikke trygt at være uden sin mor, og hver aflevering bliver en stor følelsesmæssig overbelastning. Hun kan ikke sætte ord på, hvorfor – hun kan bare ikke. Hendes nervesystem reagerer, som om noget farligt er ved at ske.
Efter moren er gået, falder Ida ofte til ro i løbet af dagen, men uroen sætter sig i kroppen. Hun har ofte ondt i maven, spiser dårligt i børnehaven og bliver meget træt, når hun kommer hjem. Om aftenen begynder hun at spørge: “Skal jeg afsted igen i morgen?” Hun er allerede i gang med at bekymre sig om næste afsked.
Det vigtigste i sådan en situation er ikke at presse barnet til at “komme over det”, men at skabe forudsigelighed, tryghed og samarbejde mellem forældre og pædagoger.
Når Ida mødes med forståelse og små, faste ritualer omkring afskeden, begynder hendes system at finde ro. Det tager tid – men med støtte og gentagelser kan barnet lære, at det godt kan klare adskillelsen. Ikke fordi angsten forsvinder med et trylleslag, men fordi trygheden stille og roligt bliver større end frygten.
Noah sidder altid bagerst i klassen. Han siger ikke noget, medmindre han bliver spurgt direkte – og selv da er det sjældent mere end et stille “jeg ved det ikke”. Øjenkontakten undgår han, og han kigger som regel ned i bordet eller på sine hænder.
Når klassen skal fremlægge, beder han om at slippe. Når der skal arbejdes i grupper, ender han ofte alene eller med nogen, der ikke rigtig lægger mærke til ham.
Han virker sød, stille og “nem” – men han har ondt i maven hver mandag morgen.
Noah har social angst. Han er ikke bare genert. Han er bange for at blive set, vurderet og måske grinet af, hvis han siger noget forkert. Den frygt bor i ham hele tiden – og den gør det svært for ham at deltage, være sig selv og føle sig som en del af fællesskabet.
I stedet forsøger han at “blive væk” i mængden.
Hans lærere siger, at han er dygtig, men tilbageholdende. Men hjemme fortæller han, at han hader skolen. Han ligger vågen om søndagen og tænker på, hvad der kan gå galt i den kommende uge. Han er ofte træt, har lidt appetit og trækker sig, når der bliver talt om skolen.
Hans forældre bliver i tvivl – skal de presse ham lidt? Skal de beskytte ham? Svaret er hverken eller.
Det, Noah har brug for, er trygge rammer og voksne, der ser ham – også når han ikke siger noget.
Når en lærer stille anerkender hans indsats, selvom han ikke siger noget højt. Når han får lov at fremlægge for en mindre gruppe først. Når der skabes situationer, hvor han føler sig god nok uden at være i centrum – så sker der noget.
Små, stille skridt i et trygt rum kan gøre en kæmpe forskel. Ikke ved at fjerne angsten fra den ene dag til den anden – men ved at vise Noah, at han godt kan være en del af fællesskabet på sin egen måde.
Emma er en stille og pligtopfyldende pige i 7. klasse. Hun afleverer altid sine opgaver til tiden, sidder forrest i klassen og får som regel høje karakterer.
På overfladen virker hun som den “dygtige pige” – en, der har styr på det hele.
Men det, lærerne og klassekammeraterne ikke ser, er, at hun ofte græder aftenen før en prøve. At hun tjekker sine opgaver igen og igen – og stadig føler, de ikke er gode nok. At hun bliver fysisk dårlig af nervøsitet, når noget skal præsenteres. Og at hun lægger sig syg, hvis hun føler, hun ikke kan præstere perfekt.
Emma stiller urealistisk høje krav til sig selv. Ikke fordi nogen presser hende udefra – men fordi hun er bange for at fejle. For ikke at leve op til det, hun tror, andre forventer. For ikke at være god nok.
Indeni føles det, som om én enkelt fejl vil få det hele til at falde sammen.
Hun bruger enormt meget energi på at skjule sin usikkerhed. Hun smiler, nikker og gør sig umage. Men hendes selvværd vakler – fordi det hele er bundet op på præstation. Når hun gør det godt, føler hun sig okay. Når noget ikke lykkes, føler hun sig som en fiasko.
Emmas præstationsangst er ikke altid synlig. Den larmer ikke. Den viser sig i hendes perfektionisme, i hendes uro, i hendes søvnløse nætter og i hendes konstante selvkritik.
Det, Emma har brug for, er voksne, der ser hende – ikke bare det, hun leverer. Voksne, der tør sige: “Du er mere end dine resultater.” Og som giver hende lov til at være menneske – også når noget ikke bliver perfekt.
Med tid, tillid og tydelige signaler om, at hun er god nok, som hun er, kan hun langsomt begynde at lægge presset fra sig.
For ingen skal gå gennem skoletiden med følelsen af, at de kun er noget værd, når de præsterer.
Som certificeret angst- og stressvejleder med speciale i børn og unge, har jeg gennem årene hjulpet mange familier med at finde vej gennem det, der ellers kan føles kaotisk og uoverskueligt. Jeg møder både barnet og forældrene dér, hvor de er – med respekt, varme og en helhedsorienteret tilgang, der ser på både krop, tanker, følelser og relationer.
Min opgave er at hjælpe barnet med at forstå, hvad det mærker – og give det konkrete redskaber til at håndtere det. Gennem samtaler, kreative metoder og praksisnære øvelser får barnet gradvist styrket sin evne til at regulere sig selv og finde mere ro i hverdagen.
Målet er ikke at “fjerne” det svære, men at give barnet og jer som familie redskaber til at stå i det – med styrke, indsigt og nye handlemuligheder.
Når et barn kæmper med angst, er det nemt at føle sig magtesløs som voksen. Måske har du prøvet at tale fornuft med barnet, berolige det eller finde løsninger – uden at det rigtig hjælper. Det kan føles frustrerende, især når du bare gerne vil hjælpe. Men det vigtigste, du kan give et barn med angst, er ikke en forklaring eller en plan. Det er dig.
Din ro. Din accept. Din evne til at være der – også når barnet har det svært.
Angst kan ikke “fikses” med logik eller skubbes væk med gode råd. Den skal mødes – stille og nænsomt – af en voksen, der tør stå ved barnets side uden at kræve forandring her og nu. Når barnet mærker, at det ikke er forkert, og at det ikke er alene, begynder noget vigtigt at ske. Nervestystemet falder en smule til ro. Tillid opstår. Og det bliver muligt at tage små skridt fremad.
I det her afsnit deler jeg, hvordan du som forælder, lærer eller anden vigtig voksen kan støtte barnet bedst muligt. Ikke med store forkromede løsninger – men med den tryghed og forståelse, som barnet har allermest brug for. Det handler ikke om at fjerne angsten, men om at vise barnet, at det ikke behøver stå alene i den.
Mød barnet med ro og accept
Når et barn har angst, er det, som om hele verden føles utryg. Det er præcis dér, barnet har allermest brug for én ting: en tryg voksen, der ikke bliver forskrækket over det svære. En voksen, der kan være rolig, selv når barnet ikke er det. En, der ikke forsøger at fikse eller forklare væk, men bare er der – med accept.
Det er lettere sagt end gjort. For når vi ser et barn, vi holder af, have det svært, vil vi som voksne ofte gerne løse problemet. Vi forklarer, trøster og forsøger at vise barnet, at “der ikke er noget at være bange for”. Men i barnets verden er der noget at være bange for – og det, det har brug for, er ikke logik, men empati.
Ro smitter. Og accept giver tryghed. Når du som voksen kan vise barnet, at det må have det, som det har det – uden at du prøver at ændre det med det samme – sker der noget vigtigt. Barnet mærker, at det ikke er forkert. Det får lov at være i det svære uden at føle sig alene eller for meget.
Du bliver et anker i stormen. En base, som barnet kan vende tilbage til, når det hele vælter.
Og det betyder alt.
Så næste gang dit barn reagerer med uro, gråd eller vrede – så prøv ikke først at forklare. Prøv at være. Sæt dig ved siden af. Læg en hånd på ryggen. Sig: “Jeg kan godt se, det er svært lige nu. Jeg er her.” Det er små ting – men for barnet er det kæmpestort. Det er i mødet med din ro og accept, at barnet begynder at finde sin egen.
Når et barn har det svært, har det ofte ikke ordene til at forklare, hvad der sker indeni. Og hvis det har ordene, bruger det dem måske ikke – fordi det ikke tør, ikke ved hvordan, eller ikke tror, det bliver forstået. Derfor er det vigtigt, at vi som voksne ikke bare lytter med ørerne, men med hele kroppen.
At spørge nysgerrigt handler ikke om at udspørge. Det handler om at vise barnet, at du er oprigtigt interesseret i, hvad det oplever – uden at dømme, rette eller forvente bestemte svar.
I stedet for at sige “Hvorfor gør du sådan?”, kan du sige:
“Jeg lagde mærke til, at du blev helt stille, da vi skulle afsted – hvad skete der indeni dig lige der?”
Eller: “Hvis din mave kunne tale, hvad ville den så sige lige nu?”
Når vi stiller åbne, nysgerrige spørgsmål, inviterer vi barnet til at begynde at sætte ord på det, der før kun blev vist med kroppen eller adfærden. Og når vi samtidig lytter med hele os – med blikket, med vores kropssprog, med pauser og stilhed – så mærker barnet, at det bliver taget alvorligt.
Her bruger jeg ofte begrebet mentaliserende kommunikation i mit arbejde. Det betyder, at vi prøver at forstå, hvad der ligger bag barnets reaktioner – ikke bare det, vi ser på overfladen. Vi er nysgerrige på, hvilke følelser, tanker og behov der mon gemmer sig bag modstanden, tavsheden eller udbruddet.
Det kræver ro og tålmodighed. Men det skaber et rum, hvor barnet begynder at føle sig forstået – og ikke bare vurderet. Et rum, hvor ægte kontakt opstår. Og det er netop i den kontakt, at barnet begynder at turde åbne op og få lidt mere styr på det, der ellers føltes som kaos indeni.
Når et barn reagerer med angst, kan det vække meget i os som voksne. Vi vil så gerne hjælpe – og nogle gange kommer det til at ske på måder, der gør mere skade end gavn, selvom intentionen er god.
Udsagn som “du skal bare tage dig sammen”, “det er ikke farligt” eller “der sker jo ikke noget” bliver ofte sagt i forsøget på at berolige barnet. Men i barnets oplevelse kan det føles som at blive overhørt. Eller som om det, barnet mærker indeni, ikke tages alvorligt.
Når vi bagatelliserer eller presser, risikerer vi, at barnet trækker sig endnu mere. Ikke fordi det ikke vil gøre det, vi beder om – men fordi det ikke kan. Angsten fylder så meget, at kroppen og sindet siger fra. Når vi så ovenikøbet kommer med krav, pres eller logiske forklaringer, bekræfter vi i virkeligheden barnets indre stemme, der siger: “Der er noget galt med mig, siden jeg ikke bare kan.”
Det betyder ikke, at vi skal gå på listefødder omkring barnet – men vi skal møde det med respekt for, at det, det oplever, er virkeligt for det. Det hjælper ikke at tale angsten væk. Det hjælper at være i den sammen med barnet – og vise, at du godt kan rumme, at det er svært.
I stedet for at presse, kan du sige:
“Jeg kan godt se, det her føles rigtig svært lige nu. Vi tager det i dit tempo.”
Eller: “Jeg er her, og vi finder en vej sammen.”
Det er ikke ordene i sig selv, der virker – det er måden, du er på, når du siger dem. Når barnet mærker, at du ikke vil have det til at være anderledes, før det er klar, sker der noget vigtigt: det føler sig mødt – ikke målt. Og det giver mod til at tage næste skridt, når det er parat.
Angst kan ikke fjernes fra livet – hverken for børn eller voksne. Den er en del af det at være menneske, og for de fleste børn vil den dukke op fra tid til anden. Men når vi som voksne forstår, hvordan angst fungerer, og hvordan vi kan støtte barnet i hverdagen, kan vi være med til at forebygge, at den vokser sig stor og styrende.
Forebyggelse handler ikke om at pakke barnet ind i vat eller forsøge at fjerne alt det svære. Det handler om at skabe en hverdag, hvor barnet føler sig tryg, set og forstået. Når barnet oplever, at verden er til at regne med – at der er struktur, forudsigelighed og voksne, der tager det alvorligt – får det en indre ro og styrke til at møde det, der kommer.
Det handler også om at lære barnet nogle helt enkle redskaber til at regulere sig selv, når følelserne bliver store. Teknikker, som barnet kan tage med sig og bruge i de situationer, hvor det hele ellers kunne føles overvældende.
Og så handler det om mestring – om at få øje på og fejre de små skridt, barnet tager. For hver gang det lykkes at gøre noget, der før var svært, vokser barnets tro på, at det godt kan. Det er sådan, vi bygger modstandsdygtighed. Ikke med store armbevægelser, men med nærvær, gentagelser og trygge rammer – hver eneste dag.
Børn, der kæmper med angst, har brug for at vide, hvad der skal ske – og hvornår. Uforudsigelighed kan føles som kaos for et barn, der allerede har uro i kroppen og svært ved at finde fodfæste. Derfor er struktur og faste rutiner ikke bare “praktiske” – de er en vigtig del af den indre tryghed.
Når barnet ved, hvad det kan forvente, falder nervesystemet lidt mere til ro. Det gælder alt fra morgenrutiner og hentetider til måden, I siger farvel på om morgenen. Det handler ikke om at gøre hverdagen stiv og kontrolleret, men om at skabe genkendelige rammer, der giver barnet mulighed for at være trygt i det, der ellers kan føles uoverskueligt.
Visuelle støtter kan være en stor hjælp. En ugeskalender med billeder, tegninger eller ikoner, som barnet selv kan være med til at udfylde. En tjekliste med trin-for-trin til morgenen. Et lille ur, der viser, hvornår det er tid til at gå i skole. For mange børn giver det ro at kunne “se dagen” – frem for at skulle gætte sig til, hvad der venter.
Det kan virke som små ting – men for barnet kan det betyde hele forskellen mellem en dag, der starter i ro, og en dag, der starter med kamp. Når omgivelserne er til at regne med, bliver det lettere for barnet også at finde ro indeni. Det er ikke for at undgå livet – det er for at gøre barnet klar til at leve det. Ét overskueligt skridt ad gangen.
Når et barn bliver overvældet af angst, føles det ofte som om, hele systemet koger over. Hjertet banker, kroppen sitrer, og tankerne flyver i alle retninger. Her har barnet brug for hjælp til at finde ro igen – og det er noget, vi som voksne kan være med til at støtte og lære barnet i.
Selvregulering handler om at hjælpe barnet med at mærke, hvad der sker indeni – og finde veje til at berolige sig selv, når det hele bliver for meget. Det starter ofte med os voksne: Når vi selv er rolige og nærværende, smitter det. Vi kan være barnets medregulering, indtil det selv bliver stærkt nok til at tage over.
Enkle vejrtrækningsøvelser kan være en god start. For eksempel at puste som en ballon eller trække vejret ind gennem næsen og puste langsomt ud som en slange. Små lege og billeder, der gør det konkret og legende, virker ofte bedre end abstrakte instruktioner.
Metaforer som “tankeskyer” eller “søhestemad” fra mit BalanceKompas kan også hjælpe barnet med at forstå og arbejde med sine følelser og tanker. Det gør det mindre skræmmende – og lettere at tale om. Når barnet kan sige “mine tanker føles som en storm”, har det allerede taget det første skridt i retning af at regulere sig selv.
Pauser i hverdagen er også en vigtig nøgle. Ikke som straf eller isolation – men som et lille fristed, hvor barnet kan trække sig, trække vejret og samle sig igen. Et lille telt, en blød stol eller bare fem minutters ro med en voksenhånd i nærheden kan gøre en kæmpe forskel.
Når barnet oplever, at det kan få ro igen – og at det ikke er alene – vokser troen på, at det også kan klare det næste. Og det er netop det, selvregulering handler om: at give barnet redskaber, det kan tage med sig i livet. Redskaber, der skaber styrke indefra.
Når et barn kæmper med angst, kan selv små ting føles som store bjerge. Derfor er det vigtigt, at vi som voksne ikke måler barnets fremskridt i meter, men i skridt. Små sejre giver stor styrke – og de er nøglen til, at barnet begynder at tro på, at det godt kan.
Mod vokser ikke af sig selv. Det vokser i trygge omgivelser, hvor barnet får lov til at prøve sig frem i sit eget tempo – uden at blive presset og uden at blive pakket ind. Det handler om at finde den rette balance: at støtte barnet i at tage skridt fremad, men på en måde, hvor det stadig føler sig trygt og mødt.
Det kan være at turde sige noget højt i klassen, række hånden op, tage med til en legeaftale – eller bare at gå ind ad døren i børnehaven uden at græde. Hvad der er en kæmpe sejr for ét barn, kan være helt almindeligt for et andet. Og derfor er det vigtigt, at vi ikke sammenligner – men kigger på netop dét barn og siger: “Det der – det var modigt gjort.”
Vi kan hjælpe barnet ved at sætte delmål. Ved at italesætte, hvad der gik godt – og hvad barnet gjorde, som det kan være stolt af. Ved at vise, at det er helt okay at være nervøs og stadig gøre det alligevel. Det er sådan, mestring opstår: ikke som fravær af angst, men som oplevelsen af at kunne klare noget, selvom det er svært.
Når barnet får flere og flere erfaringer med, at “jeg klarede det”, bygger det stille og roligt en indre styrke op. En tro på sig selv, der rækker langt ud over den enkelte situation. Og det er netop den styrke, der gør, at angsten ikke længere styrer – men får en mindre plads i barnets liv.
Den vigtigste støtte, vi kan give et barn: At vise dem, at deres følelser giver mening og fortjener at blive mødt med omsorg.
Som forældre og omsorgspersoner gør vi en forskel, når vi hjælper barnet med at forstå, at det ikke er for meget – det er menneskeligt. Når følelser får plads, vokser barnet med større ro og selvværd.
Sabrina Gadeberg
Alle børn oplever bekymringer og frygt i ny og næ – det er en helt naturlig del af udviklingen. Men for nogle børn begynder angsten at fylde så meget, at den går ud over deres livskvalitet. Når barnet ikke længere kan være med til det, det plejer, trækker sig fra fællesskaber, ikke trives i skolen eller hjemme, og hverdagen præges af gentagen uro, undgåelse og mistrivsel – så er det vigtigt at stoppe op.
Det er ikke et tegn på, at du som forælder eller fagperson har gjort noget forkert. Tværtimod. Det er et tegn på, at barnet har brug for mere hjælp, end du kan give alene. Og at du ser det og reagerer – det er et kæmpe skridt i den rigtige retning.
At søge professionel hjælp handler ikke om at “give op” – det handler om at tage barnets indre oplevelse alvorligt. Det er et udtryk for omsorg og ansvarlighed. Og det kan være en lettelse – både for barnet og for dig som voksen – at få støtte til at forstå, hvad der sker, og få redskaber til at arbejde videre med det.
I dette afsnit ser vi på, hvordan du kan genkende tegnene på, at angsten har fået for meget magt – og hvordan en udredning eller et forløb med en fagperson typisk foregår. For det kan være en stor beslutning at tage kontakt, men det er også en beslutning, der kan åbne døren til mere ro, klarhed og støtte – for hele familien.
Du kan læse mere om udredning og behandling af angst hos børn og unge på Sundhed.dk’s side om angst og depression hos børn og unge, hvor der også beskrives forløb og henvisningsmuligheder.
Angst er ikke farligt i sig selv – men når den får lov at fylde for meget, kan den begynde at sætte grænser for barnet. Grænser, der ikke handler om, hvad barnet vil, men om hvad det tror, det ikke kan. Når angst ikke bliver mødt og støttet, kan den vokse og langsomt få overtaget i barnets hverdag.
Et barn, der tidligere havde lyst til at være med, begynder måske at trække sig. Det siger nej til fødselsdage, til fritidsaktiviteter, til gruppearbejde. Det får ondt i maven hver morgen, spiser mindre, har svært ved at sove eller græder oftere uden selv helt at forstå hvorfor.
Nogle børn reagerer med modstand og vrede – andre bliver mere stille og indadvendte. Uanset hvordan det kommer til udtryk, så er det tydeligt, at angsten ikke bare “dukker op en gang imellem”, men er blevet noget, der påvirker barnets trivsel og udvikling.
Når barnet ikke længere deltager i det, det egentlig gerne vil, når det undgår store dele af hverdagen, eller når du som voksen kan mærke, at du bruger det meste af din energi på at hjælpe barnet uden at det rykker sig – så er det et tegn på, at der er brug for mere hjælp.
Det betyder ikke, at du har fejlet som forælder, lærer eller pædagog. Tværtimod. Det betyder, at du har set noget vigtigt – og at du tager ansvar for at handle på det. For jo tidligere vi griber ind, jo større chance har vi for at hjælpe barnet tilbage i trivsel, før angsten sætter sig dybere fast.
Når man som voksen står med fornemmelsen af, at barnets angst fylder mere end det bør, kan næste skridt være at søge professionel hjælp. For mange føles det som en stor beslutning – og måske også som en lidt ukendt verden. Derfor er det vigtigt at vide, hvad man kan forvente, og at du som forælder ikke står alene i processen.
Det første skridt er ofte at tage kontakt til barnets skole eller institution og tale med en lærer, pædagog eller sundhedsplejerske, som kender barnet. Herfra kan der laves en henvisning til PPR – Pædagogisk Psykologisk Rådgivning – som er en kommunal støttefunktion, der blandt andet arbejder med børns trivsel og udvikling.
En udredning hos PPR eller en privat børnepsykolog handler ikke om at sætte barnet i en kasse, men om at forstå, hvad barnet oplever, og hvordan det bedst kan støttes. Det kan foregå gennem samtaler, observationer, spørgeskemaer og legebaserede tests – alt sammen tilpasset barnets alder og behov. Målet er at få et helhedsblik på barnets trivsel, ressourcer og udfordringer.
For nogle børn vil der efter udredningen blive tilbudt et kortere eller længere forløb med samtaler, støttende indsatser i skole eller institution – og måske også vejledning til jer som forældre. Andre gange kan det være relevant at inddrage specialiseret behandling, f.eks. i form af kognitiv terapi.
Det vigtigste er at vide, at udredning ikke handler om at “fejlfinde”, men om at finde forklaringer og åbne døre. Når vi ved, hvad barnet kæmper med – og hvorfor – bliver det muligt at støtte barnet på en måde, der giver mening. For både barnet og for jer voksne omkring det.
Angst hos børn er ikke altid let at få øje på. Den gemmer sig ofte bag adfærd, som kan forveksles med generthed, trods eller dovenskab. Men når vi som voksne ved, hvad vi skal kigge efter – og tør være nysgerrige i stedet for dømmende – kan vi være med til at gøre en reel forskel. Ikke bare for barnet her og nu, men for dets liv fremadrettet.
Det vigtigste, du kan tage med dig, er, at angst ikke er et tegn på svaghed – og at du som voksen ikke står alene. Du er en vigtig del af løsningen, og det starter ikke med store indsatser, men med ro, forståelse og opmærksomhed i hverdagen.
I det følgende opsummerer jeg de vigtigste pointer fra blogindlægget, så du får et hurtigt overblik over det, vi har været igennem. Og hvis du står med et barn, der har det svært, så husk: Der findes hjælp. Der findes veje. Og du behøver ikke finde dem alene.
Dette overblik er tænkt som en håndsrækning. Noget, du kan vende tilbage til, når hverdagen ruller – og når du har brug for at huske, at det ikke handler om at gøre alting perfekt, men om at være nærværende, opmærksom og vedholdende. Ét skridt ad gangen.
Hvis du sidder med følelsen af, at dit barn ikke trives – eller at du som forælder, lærer eller fagperson er usikker på, hvordan du bedst kan hjælpe – så er det vigtigt for mig at sige: Du er ikke alene.
Mange børn kæmper med angst, og mange voksne står med samme bekymringer, som du måske gør lige nu. Det betyder ikke, at noget er galt med dig eller dit barn – det betyder, at I står et sted, hvor der er brug for støtte. Og den støtte findes.
Gennem min praksis som certificeret børne-stressvejleder tilbyder jeg rådgivning, individuelle samtaleforløb, forældreworkshops og praksisnære materialer, som kan hjælpe jer godt videre.
Uanset om du har brug for konkrete redskaber i hverdagen, viden om barnets reaktioner, eller et rum til at dele dine egne tanker og bekymringer, er du meget velkommen.
Du kan læse mere om mine forløb og tilbud – og du er altid velkommen til at kontakte mig, hvis du har spørgsmål eller brug for sparring.
Der er håb. Der er muligheder. Og du behøver ikke finde vejen alene. Jeg er her – og jeg vil gerne gå et stykke af vejen sammen med jer.
Når jeg arbejder med børn og angst, møder jeg mange af de samme spørgsmål igen og igen – både fra forældre, lærere og pædagoger. Det giver god mening, for angst kan vise sig meget forskelligt, og det er ikke altid nemt at vide, hvad man skal kigge efter eller gøre.
Her har jeg samlet svar på nogle af de mest almindelige spørgsmål. Du kan bruge dem som en hurtig guide til at forstå og støtte bedre – eller dele dem med nogen, der har brug for et overblik.
Generthed handler om at være lidt tilbageholdende, især i nye situationer – men barnet varmer som regel op, når det føler sig trygt. Social angst er mere vedvarende og præget af indre uro, undgåelse og bekymring for at blive vurderet. Barnet trækker sig fra situationer, det egentlig gerne vil være med i – og det hæmmer barnets trivsel.
Start med at møde barnet med ro og accept. Vær nysgerrig og lyt – uden at presse eller forsøge at tale angsten væk. Giv plads til følelserne, og vis, at du er der, også når det er svært. Små rutiner, visuelle støtter og pauser i hverdagen kan også hjælpe med at skabe tryghed.
Ikke nødvendigvis. Mange børn har gavn af trygge voksne, simple redskaber og små ændringer i hverdagen. Men hvis angsten påvirker barnets livskvalitet og udvikling i betydelig grad, kan et terapeutisk forløb være en stor hjælp – og det er ikke et nederlag at søge professionel støtte.
Nogle former for angst, som f.eks. separationsangst hos små børn, aftager med alderen. Men hvis barnet ikke bliver mødt og støttet i det, der er svært, kan angsten sætte sig dybere og følge med ind i ungdommen og voksenlivet. Det bedste udgangspunkt er at tage det alvorligt, mens barnet er lille.
Hvis angsten begrænser barnets deltagelse i skole, fritid eller sociale relationer – eller hvis I som familie begynder at indrette hele hverdagen efter angsten – så er det tid til at søge hjælp. Du kan starte med at tale med barnets lærer eller PPR, eller kontakte en børnepsykolog eller børne-stressvejleder.
Ja, meget normalt. Angst viser sig ofte først i kroppen – og børn siger ofte “jeg har ondt i maven” i stedet for “jeg er bange”. Det er vigtigt at tage signalerne alvorligt, også når der ikke er en fysisk forklaring.
Pres aldrig. Skab i stedet små stunder med nærvær, hvor barnet kan tale, hvis det har lyst. Brug metaforer, tegninger eller historier til at åbne for samtalen. Og vis, at du er der – også i stilheden.
Det hjælper – når det gøres nænsomt. At tale om det, der er svært, kan give barnet sprog, afmystificere angsten og gøre den mindre skræmmende. Det vigtige er hvordan vi taler om det: med nysgerrighed, ro og uden pres.
Det er meget almindeligt. Mange børn holder sammen i skolen og “lader det hele gå ud” hjemme, hvor de føler sig trygge. Det betyder ikke, at problemerne kun findes hjemme – men at barnet har brug for at slippe følelsen et sted.
Du er også vigtig. Som forælder eller fagperson kan det være opslidende at stå med ansvaret alene. Tal med nogen, du har tillid til – og overvej at søge sparring eller rådgivning. På sabrinagadeberg.dk finder du både rådgivning, forløb og materialer, som kan støtte både dig og barnet.
Hvis du har læst med helt hertil, så sidder du måske med både viden, genkendelse og måske også en smule tvivl. Det er helt okay. For det at støtte et barn med angst handler ikke om at have alle svarene – det handler om at være den voksne, der bliver stående, også når det er svært.
Du skal ikke kunne diagnosticere eller “fikse” noget. Du skal ikke altid vide, hvad du skal sige. Det vigtigste er, at du er til stede med varme og tålmodighed – og at du tager barnets oplevelse alvorligt. Når barnet mærker, at du ser det og lytter, uden at dømme eller presse, sker der noget. Det bliver lidt lettere at trække vejret. Lidt lettere at turde sige det højt. Og på sigt: lidt lettere at være barn i en verden, der ellers kan føles uoverskuelig.
Mit håb er, at dette FAQ-afsnit har givet dig både overblik og ro. Måske kan du bruge det som opslagsværk i hverdagen. Måske kan du dele det med en kollega, en anden forælder eller en fagperson, der står med de samme spørgsmål.
Og hvis du har brug for mere støtte, viden eller sparring, så ved du, hvor du finder mig. På sabrinagadeberg.dk har jeg samlet rådgivningstilbud, materialer og workshops, der kan gøre en forskel – både for dig og for barnet.
Du behøver ikke gå vejen alene. Nogle gange starter forandring bare med én voksen, der tør blive stående. Måske er den voksen dig. Og det er mere end nok.
BØRN MED ANGST
23. marts. 2025
Fasanvænget 2
6710 Esbjerg
Danmark
© 2025 alle rettigheder forebeholdes
